DEBATINDLÆG:
Vi taler meget om det rummelige arbejdsmarked – men virkeligheden er alt for ofte en anden.
Katja brækkede nakken i en trampolinulykke. Lægerne opgav, og hun blev tilbudt førtidspension. Men Katja ville bruge sin uddannelse som bioanalytiker. Med hjælp fra gode kolleger kæmpede hun sig tilbage og arbejder nu 12 timer om ugen i fleksjob – i sin gamle afdeling.
En anden med rygproblemer får tilkendt fleksjob og kan arbejde 12 timer. Hendes tidligere afdeling siger nej – de synes det er for bøvlet at planlægge med så få timer.
Skal vi virkelig være et samfund, hvor det er lettere at parkere mennesker på en ydelse end at finde plads til dem, der stadig har noget at bidrage med?
Modig ledelse handler om at turde se muligheder i mennesker frem for begrænsninger. Rummelighed betyder at favne forskellighed – også når det kræver fleksible arbejdsplaner. Katjas arbejdsgiver kunne, og det er et forbillede. For når vi giver plads til mennesker med skånebehov, vinder både arbejdspladsen, fællesskabet og den enkelte.
Men rummelighed handler også om at organisere arbejdet på nye måder. Mange faggrupper i sundhedsvæsenet løser i dag opgaver, der kunne udføres af andre. Hvis vi fordeler smartere – så bioanalytikeren bruger sin tid på analyser, sygeplejersken på patientpleje og social- og sundhedsassistenter på kerneopgaverne – kan vi frigøre ressourcer. Samtidig kan ufaglærte medarbejdere tage sig af praktiske opgaver, og måske senere få lyst til at tage en uddannelse inden for velfærdsområdet. Det er både en vej til rekruttering og til at skabe nye karriereveje.
Fleksjob, opgaveglidning og ansættelse af ufaglærte kræver planlægning og vilje – men først og fremmest kræver det mod. Mod til at se værdien i alle hænder, i alle hoveder, i alle bidrag.
Fleksible arbejdsplaner er ikke en luksus, men en nødvendighed. Vi ved, at stive vagtplaner skaber stress, sygefravær og opsigelser. Omvendt viser erfaringer, at fleksibilitet skaber motivation, lavere fravær og højere kvalitet. Det er ikke kun til gavn for medarbejderne – det er også en gevinst for patienterne.
Derfor må vi insistere på ledelse, der tør give slip på kontrol, og som i stedet bygger på tillid, dialog og samarbejde. Det kræver mod at lede rummeligt, men det er netop den form for ledelse, vores sundhedsvæsen har allermest brug for.
Det vil jeg kæmpe for!
Helle Lethmar – chefbioanalytiker, regionsrådsmedlem og kandidat til Region Østdanmark
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.




