PostNord Danmark Rundt ruller gennem Egedal onsdag den 13. august – og det betyder midlertidige vejspærringer. Vejene bliver afspærret op til 40 minutter før feltet passerer. Her får du overblikket, så du kan planlægge din dag.
Lidl-Trek, Team Visma-Lease a Bike, Uno-X, Lotto. Alpecin-Deceuninck og mange flere. Det er verdenskendte cykelhold, der ruller igennem de fleste af Egedals små og større byer på onsdag, når hele 133 professionelle cykelryttere i forbindelse med 2. etape af cykelløbet PostNord Danmark Rundt 2025 kommer på besøg onsdag den 13. august.
Den endelige startliste offentliggøres først få dage inden starten, men flere prominente navne har allerede meldt deres ankomst – blandt andre den tidligere verdensmester Mads Pedersen samt Jakob Fuglsang, der ved PostNord Danmark Rundt 2025 kører sit sidste professionelle løb i karrieren.
Cykelløbet er en enestående sportsbegivenhed – men det betyder også, at en lang række veje i kommunen vil være midlertidigt spærrede i løbet af eftermiddagen. Så hvis du skal hente børn, kommer hjem fra arbejde sidst på eftermiddagen eller noget helt tredje, kan det godt betale sig at være opmærksom på feltets rute og tidsplan.
Se den komplette rute her (du kan zoome på kortet og nemt finde det område, du særligt interesserer dig for):
Her passerer feltet gennem byerne i Egedal
Feltet bevæger sig gennem Egedal fra øst mod vest og rammer flere byområder i løbet af lidt over en time:
- Smørumovre: cirka 15.39
- Hove: cirka kl. 15.42
- Veksø: cirka 15.56
- Søsum (bakkespurt): cirka 16.00
- Stenløse: cirka kl. 16.01
- Ølstykke: cirka kl. 16.05
- Skenkelsø: cirka 16.12
- Ganløse (bonusspurt): cirka kl. 16.33
- Slagslunde: cirka kl. 16.37
- Søsum: cirka 16.42
- Ganløse (bakkespurt): cirka kl. 16.45
Efter det forlader rytterne Egedal og fortsætter mod Måløv og Gladsaxe.
Vejene spærres cirka 40 minutter før
Danmarks Cykle Union oplyser, at vejene bliver lukket cirka 40 minutter før rytterne passerer, og først genåbnes, når hele feltet er forbi. Det betyder for eksempel, at de centrale veje i Ølstykke Stationsby (fx Rådhus Allé og Frederiksborgvej kan være lukket for gennemkørsel allerede fra omkring kl. 15.25 til cirka 16.10.
Flest vil dog nok blive ramt af vejlukningerne lidt tidligere, når feltet drejer ind i Stenløse fra Søsumvej og derefter kører cirka to kilometer ad Frederikssundsvej, til de 133 ryttere og resten af kortegen drejer til højre ved Bryggertorvet og fortsætter ad Niels Olsens Vej og videre nordpå gennem Ølstykke.
EgedalPosten har spurgt Danmarks Cykle Union, der står bag løbet, om man kan forvente, at den over 40 minutter lange nedlukning af trafikken før feltets ankomst også vil gælde Frederikssundsvej gennem Stenløse og Ølstykke. Det er arrangørernes vurdering, at den eftermiddagstravle hovedfærdselsåre i kommunen vil være lukket i en lidt kortere periode, men der vil med sikkerhed opstå bilkø i forbindelse med, at feltet nærmer sig:
“Man kan forvente, at ruten er afspærret cirka 20 minutter før feltet ankommer”, oplyser Fie Pedersen, der er presse- og kommunikationansvarlig for PostNord Danmark Rundt.

Afspærringerne sker som en såkaldt “rullende nedlukning”, hvor politiet og race marshalls bevæger sig foran og bagved feltet. De regulerer trafikken og hjælper bilister forbi, hvis det kan lade sig gøre.
Planlæg din køretur
Selv om afspærringerne ikke varer i timevis, kan 40 minutter være lang tid, hvis du sidder fast midt i det hele – eller har et barn, der skal hentes. Det er derfor vigtigt at tænke transport og ærinder ind i løbsplanen og ikke regne med at kunne køre uhindret gennem kommunen i tidsrummet mellem klokken 15.30 og 17.00.
“Vi anbefaler derfor, at man orienterer sig i forhold til ruten, er ude i god tid med ærinder og planlægger parkering med omtanke,” oplyser Danmarks Cykle Union.
Særligt i Veksø og Ganløse kan der være ekstra tryk på og flere tilskuere langs vejene.

Oplev cykelfesten – tæt på
Hvis du har tiden til det onsdag eftermiddag, er der også gode muligheder for at stå langs ruten og opleve verdensklasseryttere tæt på. Der er både danske og internationale profiler med i løbet, og det en sjælden chance for at mærke stemningen fra et professionelt felt suse forbi – og så endda lige i baghaven.
Rytterne kæmper om dagens første point i bakkekonkurrencen på Spydbakken i Veksø og de to passager i Ganløse byder både på spurt og dagens anden bakkekonkurrence på Damvadvej.
▮ Største navne ved PostNord Danmark Rundt 2025
▶ Mads Pedersen (Danmark), Lidl-Trek
▶ Mattias Skjelmose (Danmark), Lidl-Trek
▶ Søren Kragh Andersen (Danmark), Lidl-Trek
▶ Jasper Philipsen (Belgien), Alpecin-Deceuninck
▶ Fabio Jakobsen (Holland), Team Picnic-PostNL
▶ Dylan Van Baarle (Holland), Team Visma | Lease a Bike
▶ Arnaud De Lie (Belgien), Lotto
▶ Søren Wærenskjold (Norge), Uno-X
▶ Magnus Cort (Danmark), Uno-X





