Fra 15. maj kan du igen tage børnene under armen og hoppe i vandet under åben himmel i Ganløse Friluftsbad. Se åbningstider og priser for 2025 her.
Når Ganløse Friluftsbad åbner, begynder sommersæsonen for alvor. Fra onsdag den 15. maj kan du igen finde badetøjet frem, tage ungerne med under armen og hoppe i det opvarmede udendørsbassin.
Det populære friluftsbad i Ganløse inviterer til vandglæde, saunavarme og afslapning i det fri – både for de lokale og for dem, der tager turen til Ganløse for at svømme i lunt vand under åben himmel.
Se åbningstiderne her
Åbningstiderne i friluftsbadet varierer meget hen over sommeren – alt efter om det er før, under eller efter skolernes sommerferie.
Frem til skolernes sommerferie er der åbent tre dage om ugen, og kun én af dem er en hverdag: onsdag fra klokken 16 til 19. I weekenderne er der åbent både lørdag og søndag.
I selve skoleferien er der åbent hver dag, med den længste åbningstid om onsdagen, hvor du kan bade helt til klokken 19.
Et bassin til både leg og motion
Det store friluftsbassin måler 12,5 x 25 meter og er opvarmet til behagelige 27,5 grader. Den lave ende er én meter dyb, mens den dybe ende går ned til 3,5 meter.
Der er god plads til både svømmetag og vandpjask, og en trappe i den lave ende gør det let at komme i. Der er altid en bane reserveret til motionssvømning.
På bassinkanten er der opstillet liggestole og parasoller, så du kan tage en pause i solen mellem dukkertene.
Sauna hele sæsonen
Selv på en blæsende dag, hvor vandet føles lidt for frisk, kan du få varmen. Friluftsbadets sauna er varm, klar og overvåget af livreddere hele tiden, mens friluftsbadet er åbent for offentligheden.
Det koster ikke ekstra at bruge saunaen.

Tag madkurven med – eller grill ved bassinkanten
Du må gerne tage din egen mad og drikke med, og onsdage er der tændt op i grillen fra klokken 17. Desuden kan du købe kolde drikke og is ved billetsalget.
Her skal du dog have enten kontanter eller MobilePay klar – der tages ikke imod kort.
Priser i Ganløse Friluftsbad
Entréen er stadig overkommelig: Børn under 16 år og pensionister betaler 28 kroner, mens voksne slipper 44 kroner. Et sæsonkort kan også betale sig, hvis du kommer jævnligt – det koster 272 kroner for børn og pensionister og 436 kroner for voksne.
Periode- og klippekort fra Ølstykke Svømmehal modtages også.
Der lukkes midlertidigt for billetsalget, hvis friluftsbadets kapacitetsgrænse på 102 personer er nået.
▮ Åbningstider i Ganløse Friluftsbad
Før skolernes sommerferie (fra 15. maj):
Onsdag: 16.00–19.00
Lørdag: 12.30–17.00
Søndag: 11.00–17.00
I skolernes sommerferie (uge 27–32):
Mandag–tirsdag: 12.30–16.00
Onsdag: 12.30–19.00
Torsdag: 12.30–16.00
Fredag: 11.00–16.00
Lørdag: 12.30–17.00
Søndag: 11.00–17.00
Efter sommerferien (fra 4. august):
Onsdag: 16.00–19.00
Lørdag: 12.30–17.00
Søndag: 11.00–17.00
OBS: Saunaen er tilgængelig i hele den offentlige åbningstid.









