Tryk på "Enter" for at springe over

Nu afgøres skulpturens skæbne

Den store skulptur “De Tre Porte” ved indkørslen til Stenløse har været afspærret i over et år, mens kommunen har undersøgt mulighederne for enten at renovere eller fjerne den. Onsdag træffer Egedal Kommunes kunstråd beslutningen om dens fremtid.

Egedal Kommunes Kunstråd skal onsdag morgen tage stilling til, hvad der skal ske med skulpturen “De Tre Porte” i Stenløse. Skulpturen har stået afskærmet og beskadiget i rundkørslen ved Krogholmvej i mere end et år, efter at der blev opdaget alvorlige skader på både murværket og metalbuerne.

“De Tre Porte” blev opført i 2014 ved indkørslen til Stenløse Syd og består af tre store, murede porte. Helt tilbage i marts 2023 blev der opdaget alvorlige skader på skulpturen, som er lavet af mursten og metalbuer. Derfor blev skulpturen afspærret, da murværket begyndte at forvitre, og der var risiko for, at dele af konstruktionen kunne falde ned.

I første omgang vurderede kommunen, at skulpturen kunne renoveres for 80.000 kroner, men da arbejdet gik i gang i september 2024, viste det sig, at skaderne var langt mere omfattende end først antaget. Den samlede vurdering for en totalrenovering blev derfor opjusteret til 150.000 kroner. Samtidig blev det vurderet, at alternativet – nemlig en fuldstændig nedrivning af skulpturen – ville koste omkring 70.000 kroner.

Læs også: Reparation for 150.000 kroner eller en tom rundkørsel: Hvad skal der ske?

På baggrund af de nye oplysninger besluttede kunstrådet i november 2024 derfor at udskyde beslutningen om skulpturens fremtid for at få et bedre økonomisk grundlag for at vurdere de to muligheder.

Skulpturens skæbne behandles nu på kunstrådets møde onsdag den 12/3 som et lukket punkt på dagsordenen. At punktet er lukket betyder, at de nye løsningsforslag og prisestimater for reparationen, som administrationen har udarbejdet til kunstrådet, ikke er offentlig tilgængelige før mødet.

Bygget med forkerte materialer

Da EgedalPosten tidligere på året skrev om den ødelagte skulptur, mente flere læsere, at skulpturen burde fjernes helt. Flere foreslog i stedet en helt ny udformning med vilde blomster og et par træer i rundkørslen ved indkørslen til Stenløse.

Samtidig var der frustration over, at skulpturen overhovedet i sin tid blev opført uden tilstrækkelig plan for vedligeholdelse. En læser kommenterede blandt andet:

“Riv den ned. Og lad det stå som en dyrt købt erfaring om at kunstinstallationer udført uden korrekt ekspertise kræver udgifter til vedligeholdelse“.

Selv om flertallet talte for en nedrivning, var der også flere, der mente, at en reparation var den rigtige løsning, og at skulpturen fortsat burde stå som et vartegn for indkørslen til Stenløse Syd.

Ifølge Egedal Kommunes vurdering er årsagen til problemerne, at skulpturen oprindeligt blevet bygget med materialer, der simpelthen ikke har været tilstrækkeligt holdbare. Dette underbygges af eksperter fra Nationalmuseet og en ingeniørrapport samt den murer og smed, der stod for den indledende reparation. Resultatet er, at skulpturen ikke har holdt så længe som forventet – faktisk kun otte-ni år.

Kunstneren kan ikke stilles til ansvar

Det er dog ifølge Egedal Kommune ikke muligt at stille kunstneren, Peter Hesk, til ansvar for materialevalget. Han har ifølge kommunen også udtrykt forståelse for, at en nedtagning af skulpturen kan blive nødvendig, når vedligeholdelsesomkostningerne nu har nået et niveau, der ikke længere er rimeligt.

At fjerne skulpturen helt vil som nævnt i overslaget fra november 2024 koste 70.000 kroner, inklusive kran og lysregulering i forbindelse med nedrivningen. Denne pris dækker også de udgifter, der allerede er brugt på at starte renoveringsprocessen.

Skulpturen “De Tre Porte” i Stenløse

“De Tre Porte” blev opført i 2014 som en symbolsk indgang til Stenløse Syd. Skulpturen markerer sammenlægningen af de tre tidligere kommuner og er et vartegn for området. Den er designet af kunstneren Peter Hesk i samarbejde med lokale beboere, som har hjulpet med at lave murstenene til værket.

Kunstner: Peter Hesk
Opført: 2014
Placering: Rundkørslen ved Krogholmvej og Agertoftegårdsvej
Symbolik: Markerede sammenlægningen af Ledøje-Smørum Kommune, Stenløse Kommune og Ølstykke

Læs mere om skulpturen i Egedal Leksikon her.