Hvad mon der sker bag døren hos de nye naboer? Det spørgsmål blev starten på den 80-årige Smørum-forfatter Mogens Lyhnes nye roman – en historie om venskab, frygt og fordomme med rødder i det genkendelige naboskab.
Du har sikkert prøvet det: At nye naboer flytter ind, og du mærker nysgerrigheden snige sig ind. Hvem er de? Hvad laver de? Sådan begyndte det også for forfatter Mogens Lyhne i Smørum, men i hans tilfælde førte det ikke bare til høflig nabosnak. Det blev startskuddet til hans nye roman “Ronkedoren”:
“Man ved jo aldrig, hvad der sker bag andres hoveddøre”, fortæller Mogens Lyhne.
Sætningen kunne være taget direkte fra romanen, hvor enlig pensionist Svend bor i et fredeligt rækkehus, ikke ulig forfatteren selv. Men freden forsvinder, da naboen Susanne bliver brutalt myrdet. Hun lever som sexarbejder, og det stille naboskab med hende og datteren Natalie bliver pludselig til et livsfarligt drama, hvor Svend og Natalie bliver vidner, og morderen er på flugt.
Fra pacifist til jagt på gerningsmanden
Svend har aldrig haft lyst til at blande sig. Han holder sig for sig selv, går sine ture og nyder sin tilværelse i fred. Men nu er Natalie i fare, og han kan ikke vende det blinde øje til.
Svend beslutter sig for at finde gerningsmanden selv – og undervejs møder han Gloria, en ung prostitueret, som kæmper for at skabe en tryg hverdag for sin lille søn. Sammen udvikler de to et umage makkerpar, som i fællesskab forsøger at stoppe morderen, før han slår til igen.
Når stereotypen bliver udfordret
Mogens Lyhne er ikke bange for at gå tæt på svære emner. “Ronkedoren”, som er Mogens Lyhnes første roman siden 2019, er mere end bare en krimi. Det er også en bog, der kaster lys over fordomme, især om ældre mænd:
“Efter #MeToo er det blevet nemmere at tale om krænkende adfærd, og det er godt. Men jeg oplever også, at helt almindelige ældre mænd kan blive set som klamme, bare fordi de er gamle”, fortæller Mogens.
Han forklarer, at romanens hovedperson Svend måske kan minde lidt om en “ronkedor” – en gammeldags og sær mand. Men i historien bliver læseren vidne til et venskab mellem ham og Gloria, som netop ikke handler om sex, men om samhørighed, respekt og omsorg mellem to mennesker, der begge befinder sig på kanten af samfundet.
Et liv med bøger – og i Smørum
Mogens Lyhne har boet i Smørum siden 1980. Sammen med sin hustru flyttede han ind i et bofællesskab, og selv om han i dag er enkemand og bor i rækkehus, er han stadig en aktiv del af fællesskabet.
Han debuterede som forfatter i 1974 og har siden skrevet 41 bøger for både børn, unge og voksne. I mange år arbejdede han som lærer i Ølstykke og som bibliotekar, og nu som 80-årig, vender han tilbage til litteraturen med det, han selv beskriver som sit mest kontroversielle værk.
Ronkedoren udkommer den 9. december på Wadskjær Forlag. Bogen kan bestilles hos forlaget her.
| ▮ Mogens Lyhne Mogens Lyhne er født i 1945 og har boet i Smørum siden 1980. Han debuterede som forfatter i 1974 med romanen Anders og damerne og har siden udgivet 41 bøger. Ved siden af forfattervirket har han arbejdet som bibliotekar, oversætter og i tre årtier som lærer i Ølstykke. Han er far til skuespiller Mia Lyhne, cheflæge og psykiater Nadia Lyhne Andersen og debattør Amalie Lyhne. |




