Manglende information, farlige trafikforhold og frygt for nødberedskab præger reaktionerne på en ny, stor ensretning i Ølstykke og især omkørslen via den lille Vestervej, der træder i kraft i den kommende uge. Egedal Fjernvarme svarer nu på kritikken.
På en diset og stille søndag har EgedalPosten besøgt Vestervej, hvor frustrationerne hos beboerne er store her i weekenden før, at en omfattende trafikomlægning træder i kraft.
Og når man står på fredelige Vestervej, er det også svært at forestille sig, at den skulle kunne lægge asfalt til al trafikken ind til det store boligområde bagved samt Maglehøjskolen og Børnehuset Maglehøj.
Men i fredags fik beboerne dog en seddel med besked om, at deres vej vil blive brugt til omkørsel fra tirsdag den 4. februar, og at al standsning og parkering på vejen derefter vil være forbudt frem til 31. marts. Mandag fjerner Egedal Fjernvarmes entreprenøren NCC efter planen den normale skiltning for enden af den ellers blinde vej. Derefter skal tre-fire meter af vejbanen graves op i vejens fulde bredde, så Vestervej kommer til at ende i niveau med den tilstødende vej Hirsevænget, som den omlagte trafik skal dreje videre ud på for at nå Skelbækvej. Lige nu er der nemlig en niveauforskel på de to veje på cirka en halv meter.

Bekymring for udrykningskøretøjer og skolebørn
Morten Preisler bor for enden af Vestervej. Sammen med sin genbo, Arne Ettrup, står han søndag og betragter det sted, hvor trafikken om få dage skal tage et 90 graders sving fra Vestervej og ind på den lige så smalle Hirsevænget:
“Det virker fuldstændig vildt, at nogen overhovedet kan forestille sig at sende al trafikken via Vestervej. Der er minimum 400 husstande i området inde bagved, en stor skole og en børnehave. Folk er rigtigt bange for blandingen af alle skolebørnene og trafikken”, siger han.
Mange beboere frygter, at udrykningskøretøjer, hjemmepleje, skraldebiler og vognmænd får mere end svært ved at navigere via den smalle villavej, der nu skal håndtere en betragtelig øget trafikmængde. Arne Ettrup, der også bor på Vestervej, siger til EgedalPosten:
“Vi kan faktisk ikke forstå, at man ikke åbner for enden af Agervænget, hvor der tidligere har været forbindelse ud til Frederiksborgvej og hvor der er en jordsti nu. Det må kunne gøres midlertidigt ved at etablere en grusvej”.
Enden af vejen Agervægnet i den nordlige ende af boligområdet. Flere beboere foreslår, at man her genopliver den gamle vejforbindelse og skaber en ekstra trafikpassage ud til Frederiksborgvej. Video: Rasmus Udsholt
Og en midlertidig åbning for enden af Agervænget (se på kort her) er da også et forslag, som flere beboere i området har givet udtryk for i kommentarsporet til EgedalPostens artikel om trafikomlægningen og i flere henvendelser direkte til redaktionen.
Arne Ettrup understreger, at forslaget ikke handler om “bare” at give problemet videre til beboerne på Agervænget, men simpelthen om at skabe nogle trafikale rammer, der vil gøre tilværelsen i de kommende måneder tryggere for både områdets beboere og ikke mindst de mange skolebørn, der i den kommende tid risikerer at blive blandet med trafikken på den smalle Vestervej:
“Måske kan man både lave omkørsel via Vestervej og Agervænget, så det her ikke bliver den eneste vej ind og ud af området”, siger han.
Mangel på information skaber frustration
Men der har ikke været nogen ansvarlige til at lytte til forslagene og spørgsmålene fra Arne Ettrup og områdets øvrige beboere. De største frustrationer kommer nemlig på grund af den måde, som omlægningen er blevet kommunikeret på: Nogle beboere hørte om det fra naboer via skolebeskedsystemet Aula, mens andre fandt en seddel fra den ansvarlige entreprenør NCC i deres postkasser fredag.
På sedlen stod der faktisk et nummer, man kunne kontakte, hvis man havde spørgsmål – men trods mange opkald fra beboerne til både dette nummer og til Egedal Fjernvarme, er det ikke lykkedes at få fat i nogen, siden trafikomlægningen blev meldt ud.

Borgerne kritiserer skarpt, at de først er blevet informeret om de omfattende trafikændringer kort før de trådte i kraft:
“Vi er helt desperate – vi hørte først noget om det fra en nabo og så nogle orange mænd for enden af vejen”, skriver en frustreret beboer i forbindelse med EgedalPostens omtale af omlægningen.
Egedal Fjernvarme: “Vi skulle have gjort det bedre”
Hos Egedal Fjernvarme anerkender direktør Johan Sølvhøj Heinesen, at kommunikationen til borgerne kunne have været håndteret bedre:
“Der er ikke kommet al den kommunikation ud, som der skulle i denne sag. Det skyldes en række uheldige sammenfald, men jeg ville ønske, at vi havde gjort det bedre”, siger han til EgedalPosten og peger på, at der ellers plejer at blive givet besked ud til berørte beboere i ugerne op til en trafikomlægning.
Beslutningen om trafikomlægningen er dog ifølge Johan Sølvhøj Heinesen truffet i tæt samarbejde med vejmyndighederne, altså Egedal Kommune, der har godkendt og tilladt omkørslen via Vestervej:
“Omlægningerne bliver lavet i samarbejde med vejmyndighederne, som har været i dialog med NCC og som har godkendt omkørslen, fordi den første løsning ved Skelbækvej også viste sig at skabe nogle trafikale udfordringer“, fortæller han.
På spørgsmålet om, hvorvidt man vil overveje at åbne for gennemkørsel til Frederiksborgvej for enden af Agervænget, så noget af presset kan tages af Vestervej, svarer han:
“Jeg kender ikke nok til det konkrete sted, men hvis den nuværende løsning ikke fungerer trafikalt, så er det noget, vi vil gå i dialog med vejmyndigheden om med det samme”.
Udkørslen til A6 er utryg
Selv om Vestervej-omlægningen er en selvstændig vejomlægning, er den også en del af fredagens offentliggørelse af en en større ensretning af Frederiksborgvej, hvilket har skabt yderligere forvirring blandt borgerne i den nordlige del af Ølstykke.
Et af de mest omdiskuterede emner i forbindelse med ensretningen af Frederiksborgvej er de farlige udkørselsforhold til A6/Roskildevej. Mange borgere efterlyser midlertidige lyskryds for at sikre tryg udkørsel:
”Man bliver enten mast ihjel eller mast i grøften”, beskriver en borger de kritiske forhold.
“Der burde som minimum opstilles midlertidigt lyssignal/lyskryds på Maglemosen og Roskildevej. Det er virkelig ikke gennemtænkt”, skriver Maja Ørsted i forbindelse med EgedalPostens omtale af den store omkørsel, der fører al trafik fra det nordlige Ølstykke ud på A6/Roskildevej i de kommende måneder.
EgedalPosten har stillet en række spørgsmål til Egedal Kommune, der som vejmyndighed har givet tilladelse til trafikomlægningerne. Vi følger op, når kommunen svarer:
1) Hvilke vurderinger har Egedal Kommune foretaget i forbindelse med tilladelsen til omkørsel via Vestervej, når det gælder fremkommelighed for redningskøretøjer og øvrige nødtjenester under trafikomlægningen?
2) Hvilke trafiksikkerhedsmæssige overvejelser er der gjort for at beskytte skolebørn og andre bløde trafikanter i forbindelse med den omlagte trafik via Vestervej og Hirsevænget?
3) Hvordan stiller Egedal Kommune sig som vejmyndighed i forhold til at vurdere muligheden for en midlertidig åbning af forbindelsen for enden af Agervænget, som foreslået af beboerne – og hvilke faktorer vil indgå i denne vurdering?
4) Vil Egedal Kommune tage initiativ til en dialog med Vejdirektoratet om mulighederne for midlertidigt eller permanent at øge trafiksikkerheden ved udkørslen fra Maglemosen til A6/Roskildevej, fx med lysregulering?









