Spejderne i Smørum inviterer hele familien til en anderledes dag i naturen med sjove aktiviteter, friluftsliv og fællesskab. Arrangementet skal give både børn og voksne en smagsprøve på det moderne spejderliv.
Mange forældre i dag har mistet forbindelsen til naturen. Det viser en ny undersøgelse fra Det Danske Spejderkorps, som peger på, at manglen på friluftsliv også smitter af på næste generation: Vores børn får ofte ikke de samme udeoplevelser og fællesskaber, som tidligere generationer voksede op med.
Det vil spejderne lave om på.
Derfor afholder spejdergrupper over hele landet Spejderdag den 11. maj 2025 – herunder også spejdergruppen Kong Svend Gruppe i Smørum.
Et fællesskab, der gør en forskel
Hos Kong Svend Gruppe ved genbrugspladsen i Smørum blomstrer spejderlivet. Gruppen tæller i dag omkring 150 medlemmer, og interessen er støt stigende. Her er friluftsliv ikke bare noget, man dyrker – det er noget, man deler.
Rune Kutchinsky har været spejder i gruppen i 18 år. Han understreger, hvad det hele handler om:
“At være spejder giver et fantastisk fællesskab, hvor man kan blive udfordret i gode rammer, og opleve, at man virkelig kan udrette noget!”, fortæller Rune Kutchinsky.
Sjov og læring i det fri
Spejderdag er en mulighed for dig og din familie til at få en smagsprøve på, hvad spejderlivet kan byde på. Arrangementet løber over fire timer og er fyldt med aktiviteter, der kombinerer leg og læring.
Ida Johansen, mikroleder i Kong Svend, sætter ord på dagens program:
“Vi glæder os til at byde børn og voksne velkommen her i Kong Svend, så vi sammen kan udvikle os til at kunne endnu mere sammen. På spejderdagen skal vi på elementløb, hvor vi skal lege med sodavandsraketter, rense vand, bygge en vandrutsjebane og konkurrere i at lave det bedste snobrød. Vi håber på at få en masse friske børn og voksne på besøg til 4 timers sjov i det fri”, fortæller hun.
Spejderlivet former færdigheder for livet
Aktiviteterne handler ikke kun om sjov. De er med til at udvikle børn og unges evner og selvtillid – og det starter tidligt.
Kong Svend tilbyder spejderaktiviteter for alle aldre, helt ned til familiespejdere, hvor forældre og børn deltager sammen.

Tessie Porsgaard, der også er mikroleder, fortæller om de færdigheder, børnene udvikler:
“Til spejder kan vi bruge tiden på hvad som helst. Lige nu er mikroerne ved at tage et ‘skattejæger’ mærke. Her lærer de at navigere efter kort, verdenshjørnerne, og at følge spor for at finde en skat i skoven. Der er ofte fokus på færdigheder som spejderne kan bruge i naturen, og evner de kan udvikle gennem de næste mange år i de større spejdergrene”, nævner Tessie Porsgaard.
Sådan deltager du
Vil du med til Spejderdag? Så kræver det blot en tilmelding via gruppens hjemmeside. Det er gratis at deltage, og alle – uanset alder – er velkomne:
▮ Spejderdag hos Kong Svend i Smørum
📍 Hvor: Kong Svend Gruppe, ved siden af genbrugspladsen i Smørum
📅 Hvornår: Lørdag den 11. maj 2025 kl. 10-14
📝 Tilmelding: kongsvend.dk/kampagne/spejderdag
📱 Facebook-event: facebook.com/events/s/spejderdag-2025-i-kong-svend-g
👨👩👧👦 For hvem: Alle – både børn og voksne
📧 Kontakt:




