Tryk på "Enter" for at springe over

Kom til åbent møde med borgmesteren om unge og opioider

Unge er i stigende grad udsat for farlige opioider, og problemet vokser med alarmerende hast. Nu inviterer borgmester Vicky Holst Rasmussen og Socialdemokratiets misbrugsordfører Maria Durhuus til et åbent møde på onsdag på Egedal Rådhus.

I Danmark er opioider blevet det næsthyppigst anvendte rusmiddel blandt unge. Selv om situationen endnu ikke har udviklet sig til amerikanske tilstande, er der stor bekymring for, hvor den nuværende tendens kan føre hen.

Maria Durhuus, der er misbrugsordfører for Socialdemokratiet, understreger vigtigheden af at handle nu:





“Opioidmisbruget blandt unge er eksploderet over de sidste år. Derfor er det vigtigt, at vi sætter ind med tiltag, der virker hurtigt. Regeringens udspil ‘Ungdom uden opioider’ sikrer både forebyggelse og behandling til de unge – men sætter også ind over for de skruppelløse bagmænd, der lige nu har grebet om vores unges liv og fremtid”, siger Maria Durhuus.

Opfordrer til fælles indsats





Borgmester Vicky Holst Rasmussen deler bekymringen og opfordrer til en fælles indsats mod de skadelige stoffer:

“Vi skal sammen tage kampen op mod de utroligt farlige opioider. Vi skylder vores børn og unge at gøre alt, hvad vi kan, for at komme det til livs”, siger hun.





Mødet: Få svar og stil dine spørgsmål





Arrangementet finder sted onsdag den 12. marts kl. 19.00-21.00 i rådhussalen på Egedal Rådhus. Her har du mulighed for at stille spørgsmål til Maria Durhuus og Vicky Holst Rasmussen om, hvordan vi i Egedal og resten af landet kan arbejde for at forebygge opioidmisbrug blandt unge.

Hvis du vil deltage, skal du tilmelde dig ved at sende en mail til

Den officielle invitation fra Socialdemokratiet i Egedal. Det er et åbent møde, og selv om tilmeldingsfristen er overskredet, så er alle velkomne.
FAKTA OM OPIOIDER BLANDT UNGE

• Opioider er en gruppe af smertestillende midler, der inkluderer morfin, fentanyl og tramadol.

• Ifølge Sundhedsstyrelsen er opioider nu det næsthyppigst anvendte rusmiddel blandt unge i Danmark.

• Misbrug kan føre til afhængighed, overdosis og alvorlige helbredsskader.

• Den danske regering har lanceret initiativet “Ungdom uden opioider” for at forebygge og behandle opioidmisbrug blandt unge.