Tryk på "Enter" for at springe over

Kom og smag: Verdens bedste øl og historiske påskebryg i Stenløse

Vil du opleve en ølsmagning, der kombinerer verdens bedste øl, historiske bryg og lokale ildsjæles passion? Den 12. april i Stenløse Kulturhus får du mulighed for at smage seks særligt udvalgte øl, der passer perfekt til påskefrokosten, mens du lærer om øllets historie. Billetterne er til salg nu.

Den 12. april bliver Stenløse Kulturhus centrum for en unik ølsmagning, hvor påskens traditioner og øllets verden smelter sammen. Du får blandt andet mulighed for at smage på en belgisk øl, som er blevet kåret som verdens bedste, samt på den første påskeøl, der nogensinde blev brygget.

Bag arrangementet står tre lokale ildsjæle med en passion for god øl og hyggeligt samvær.

Lokale rødder og ølviden i verdensklasse

Værten for smagningen er Anders Seistrup, som er uddannet ølsommelier og som nogle nok kender fra podcasten Der er et Øldigt Land. Efter ti år i København er han nu vendt hjem til Egedal, hvor han sammen med to venner fra Ganløse, Alexander Dahl og Jonathan Lorenzen, vil dele sin begejstring for øllets mangfoldighed.

De tre har tidligere stået bag et par meget succesfulde og udsolgte ølsmagninger i Ganløse over det sidste år, og nu har de så taget springet og booket Stenløse Kulturhus:

“Vi vil gerne bringe den store ølverden tættere på det lokale. Vi har tidligere haft succes med smagninger i Ganløse, og nu er tiden kommet til Stenløse. Denne gang har vi skruet op for historien og sammensat en oplevelse, der viser, hvordan øl har været en del af påskens traditioner i flere hundrede år”, siger Alexander Dahl.

De tre lokale ildsjæle har tidligere afholdt ølsmagninger i Ganløse med stor succes. Foto: Alexander Dahl

Anders Seistrup har tidligere bidraget til store ølrelaterede arrangementer som Natholdets Julekalender og Danmarks største virtuelle ølsmagning. Han glæder sig til at dele sin erfaring:

“Det er fantastisk at kunne tage den erfaring med hjem til Egedal og skabe en unik oplevelse for det lokale publikum. Øl har en rig historie og en enorm variation, som vi glæder os til at dele”, fortæller Anders Seistrup.

Verdens bedste øl og påskens hemmeligheder

Anders og hans venner har tidligere holdt totalt udsolgte smagninger i Ganløse, hvor temaerne var øl til sommeren og julen. Nu er det blevet tid til at rette fokus på påsken, og de ønsker at skabe en oplevelse, der både fejrer øllets mangfoldighed og samtidig bringer folk sammen om noget lokalt og lærerigt.

Anders Seistrup (t.v.) var udpeget som en af øleksperterne til “Verdens største virtuelle ølsmagning” i 2022. Foto: Privat

Deltagerne får mulighed for at smage seks særligt udvalgte øl, der passer perfekt til påskefrokosten. Blandt højdepunkterne er en belgisk øl, som har vundet titlen som verdens bedste, og en sydtysk påskeøl, der blev brygget første gang i 1651 og velsignet af selveste paven. Derudover præsenteres nogle af de bedste danske mikrobryg, som har sat sit præg på moderne ølkultur.

Til smagningen serveres tre slags smørrebrød og snacks, der er nøje udvalgt til at fremhæve øllets smagsnuancer.

Billetter og praktiske detaljer

Arrangementet finder sted i Stenløse Kulturhus den 12. april klokken 15 og et par timer frem, og har plads til 150 deltagere. Billetter kan købes via MobilePay (box 8536DT) til en pris af 375 kroner per person.

Alexander Dahl glæder sig meget til arrangementet:

“Smagningen er lærerig og hyggelig for både erfarne ølentusiaster og dem, der er nysgerrige på øllets verden. Med Anders Seistrup som guide vil du få en dybere forståelse for øl og dens historie, og samtidig smage på nogle fantastiske bryg”, siger Alexander Dahl.