Den kendte historiker og katastrofeforsker Rasmus Dahlberg tager fat i de store “hvad nu hvis”-spørgsmål, når han besøger Smørum Bibliotek. Her bliver vante historiske fakta udfordret af kvalificerede bud på, hvad der ellers kunne være sket, hvis tingene blot var gået lidt anderledes.
Hvad ville der være sket, hvis John F. Kennedy aldrig var blevet ramt af skuddene i Dallas i 1963? Tanken om, hvordan verden ville se ud, hvis historien var drejet i en helt anden retning, er omdrejningspunktet, når katastrofeforsker og historiker Rasmus Dahlberg gæster Smørum Bibliotek tirsdag den 7. april.
Det er de store vendepunkter, der er i fokus. Ved at ændre på en enkelt beslutning eller en hændelse åbner der sig helt nye perspektiver på den nutid, du kender. Rasmus Dahlberg tager udgangspunkt i sine bøger om emnet og guider gennem scenarier, hvor alt fra udfaldet af 2. verdenskrig til den kolde krig kunne være endt anderledes.
Giver ny indsigt
Kontrafaktisk historieskrivning er en metode, hvor man bruger fortiden som et laboratorium for at skabe ny indsigt. For Rasmus Dahlberg handler det ikke kun om underholdning, men om at forstå de kræfter, der rent faktisk har formet vores samfund.
Ved at kigge på nogle af de veje, begivenhederne ikke gik, bliver det tydeligt, hvorfor verden ser ud, som den gør i dag.
Dahlberg er uddannet historiker og arbejder som katastrofeforsker. Den kombination giver ham et særligt blik for de øjeblikke, hvor historien vipper. Han har gennem tiden medvirket i en lang række programmer på blandt andet DR og Radio4, hvor han har analyseret alt fra Titanics forlis til mysteriet om det forsvundne fly MH370.
Virkelighedens store tragedier
Selv om aftenens fokus er på de alternative historier, trækker han på en omfattende viden om virkelighedens store tragedier. Han har skrevet flere bøger om både danske ulykker og den kolde krig, herunder værkerne “Danmarks katastrofer” og “Små og store ulykker”.
Foredraget lægger op til to timer, hvor de store linjer i verdenshistorien bliver trukket ned i øjenhøjde i Kulturhussalen på Smørum Bibliotek. Billetter kan købes gennem Egedal Bibliotekernes hjemmeside, og medlemmer af Ledøje-Smørum Historisk Forening kan tilmelde sig gratis via foreningen, der er medarrangør af foredraget.
| ▮ “Hvad nu hvis?” med Rasmus Dahlberg Tid: Tirsdag den 7. april klokken 19-21 Sted: Smørum Bibliotek, Kulturhussalen Pris: 50 kroner (medlemmer af Ledøje-Smørum Historisk Forening har gratis adgang via foreningen) Billetter: Kan købes på egedalbibliotekerne.dk |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?




