Af Rasmus Udsholt, stifter og ansvarshavende redaktør på EgedalPosten:
Jeg skal være ærlig: Jeg har fra tid til anden bandet over fjernvarmeprojekterne i Egedal. Jeg har holdt i kø bag store maskiner, snoet mig igennem vejarbejde, har haft en larmende deponiplads i baghaven og er blevet mødt af hastigt opsatte gule skilte og uventede afspærringer af den rute, jeg troede, jeg skulle køre.
Og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke er alene: Rundt om i især Ølstykke, Stenløse og Veksø stiger irritationen over det tilsyneladende uendelige gravearbejde. De fleste af os har faktisk intet som helst imod fjernvarme eller imod de mange hårdtarbejdende folk i grønt og orange arbejdstøj – men vi har gang på gang følt os overrumplede over (tilsyneladende) dårlig planlægning, ulogiske beslutninger, sparsom kommunikation og manglende svar på de mest basale spørgsmål.
Men så skete der noget i denne uge, som gjorde både mig og andre oprigtigt glad: Du, Martin fra entreprenørfirmaet Nordkysten A/S, tog dig tid til at skrive et udførligt, engageret og personligt opslag i Facebook-gruppen 3670 Veksø. Et opslag, der forklarede opstartsprocessen for det kommende fjernvarmeprojekt i Veksø, beskrev nogle af tankerne bag og vigtigst af alt satte et menneskeligt ansigt på de forandringer, der lige om lidt rammer byen. Du indledte med:
“Hej alle. Mit navn er Martin, jeg er 42 år, gift og har 2 børn, og bor i Nordsjælland. Jeg arbejder i Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S som entrepriseleder, hvor jeg har arbejdet med fjernvarme i 19 år. Jeg er den heldige mand, at stå for udrulningen af fjernvarme i jeres skønne by Veksø”.

Fredag skrev entrepriseleder Martin Møller Andersen fra entreprenørvirksomheden Nordkysten A/S et opslag i Veksøs lokale Facebook-gruppe, hvor han på forbilledlig vis fortalte om det kommende fjernvarmeprojekt. Hans kommunikation er virkelig et eksempel til efterfølgelse, mener EgedalPostens redaktør.
(klik på billedet for at forstørre det)
Og når man som mig først er vant til at opdage et nyt projekt, når der pludselig står en gravemaskine og en lastbil midt på vejen eller på det tidspunkt, hvor man støder på et frustreret opslag fra en anden fjernvarmeforstyrret borger på Facebook, så føles det nærmest revolutionerende at læse dit opslag.
Din begejstrede, personlige indledning fangede mig med det samme, og da jeg scrollede ned gennem kommentarerne på opslaget, blev jeg positivt overrasket: Ikke én eneste sur kommentar. Ikke ÉN. Tværtimod. Folk kvitterede med ros: “Dejligt med direkte information”, “Stærk udmelding direkte til os der er berørt af arbejdet” og “Nordkysten har været fantastiske at samarbejde med. Altid venlige og imødekommende. Tak for det!”.
Det bekræftede mig i noget, som jeg løbende har bemærket hos mig selv og andre, når det gælder de store projekter og andre ændringer i hverdagen her i lokalområdet: Folk bliver sjældent ret sure, når de får besked, information og måske endda bliver inddraget. De bliver til gengæld meget sure og nok allermest frustrerede, når de bliver overraskede.
Martin fortsatte: “Jeg har fået lov af admin til at bruge denne Facebook-gruppe til at dele information omkring vores fjernvarmearbejde”.
Og jeg håber virkelig, at ALLE administratorer af vores mange lokale Facebook-grupper vil gøre som de gode mennesker i Veksø og give plads til informationer fra hver eneste entreprenør eller kommunale projektleder, der har noget på hjerte om en kommende ændring i hverdagen – stor som lille. Jeg ved godt, at ikke alle er på Facebook, men man kan i hvert fald trygt regne med, at de fleste af dem, der har meldt sig ind i de lokale grupper, er interesseret i at høre om, hvad der sker i deres by.
Det burde ganske enkelt være standarden for alle større projekter i Egedal: Når der informeres åbent, skaber det tryghed og tillid.
Men du stoppede ikke engang der: “Hvis I har nogle spørgsmål, så vil jeg med glæde besvare dem. I skal skrive til . Ellers vil jeg komme til at sidde på vores kontor, ved vores kommende byggeplads ved Netto, der er I altid velkommen til at komme op og snakke med mig eller mine formænd. Kasper Madsen er min formand ude i marken, som vil stå for alt derude, han vil gå derude hele tiden, ellers skal I tage kontakt til en af vores folk derude, som vil få fat i ham”, skrev du.
Det her er borgerdialog, når det er bedst! Ikke bare en tør besked, men en reel invitation til kommunikation.
Lad os lære af Martin – gør det til en fast del af støre projekter
Jeg har som journalist på EgedalPosten skrevet adskillige historier om frustrationer over fjernvarmearbejdet, og svaret fra Egedal Fjernvarme er ofte, at der “er lagt sedler i postkassen hos de berørte husstande”.
Men jeg vil vove den påstand, at den reelle målgruppe for information er langt, langt, langt større end dem, der tilfældigvis bor på den vej, hvor arbejdet foregår. Fjernvarmeudrulningen påvirker et helt lokalområde. Det var med stor sandsynlighed kun et fåtal af de mange bilister, der blev fanget i fjernvarmekøerne på Frederiksborgvej i januar, der havde fået en seddel i postkassen – og jeg kører da flere gange ugentligt på Ny Toftegårdsvej og Dam Agre, uden at have min adresse på en af de to veje.
Jeg vil meget gerne vide, hvornår der bliver gravet, hvad planen er, og hvordan jeg kan navigere i hverdagen. Jeg vil også gerne vide, hvornår I er færdige – og jeg kan faktisk også godt tåle at høre det, hvis I bliver forsinkede… bare I fortæller om det. Ikke fordi jeg er et brokkehoved, men fordi en del af mit Egedal-liv handler om veje, parkering og transportmuligheder.
Og her var du også helt klar i din kommunikation, Martin fra Nordkysten: “Vi starter op den 24/03/2025 på Etape 1 og Etape 2. Vi kommer til at spærre Veksø Bygade nr. 3 – 12, da vores hovedledning skal ligge midt i vejen, og det er umuligt for os at ret opholde trafikken imens. Jeg håber, at I alle vil tage godt imod os”, skrev du.
Og det skal de nok gøre i Veksø – altså tage godt imod Martin og hans kolleger. Du vedhæftede endda en komplet tidsplan og et letlæseligt kort med de forskellige etaper tegnet ind. Det er information på et fornemt niveau!
Din tilgang, Martin, bør simpelthen være den faste standard, når nye projekter sættes i gang her i kommunen. Ja, det burde faktisk STÅ i de gravetilladelser, som medarbejderne Egedal Kommunes vejafdeling så gavmildt udsteder i øjeblikket: At den ansvarlige for projektet skal finde de relevante lokale Facebook-grupper og informere borgerne direkte, samtidig med at der lægges sedler i postkasserne. Det er så lidt, men det betyder så meget.
En opfordring til alle andre entreprenører
Jeg har på fornemmelsen, at den lidt defensive tilgang til information og dialog hos fx Egedal Fjernvarme og underleverandører (udover stor travlhed) indimellem kan skyldes, at man er bange for, at det er en direkte vej til en uoverskuelig mængde spørgsmål og ikke mindst kritik.
Men jeg vil bare henvise til den borgerdialog, der opstod i din tråd i Veksø, Martin. Der var ros og der var nysgerrige spørgsmål – men ikke én eneste sur kommentar. Borgerne i Veksø ER ganske rigtigt flinke, men jeg tror faktisk, at man vil opleve præcis den samme reaktion i alle andre lokalområder i kommunen, hvis kommunikationsopgaven ellers bare bliver taget alvorligt.
Vi kommer til at have fjernvarmeprojekter og andre større infrastrukturprojekter i Egedal Kommune i mange år endnu. Derfor er det ikke bare en god service, men en nødvendighed, at vi som borgere bliver informeret ordentligt. Og dit eksempel viser, at det ikke behøver være svært.
Så tak, Martin fra Nordkysten! Din fine kommunikation og åbenhed skaber forståelse, goodwill og et langt bedre samarbejdsklima mellem entreprenører, myndigheder og borgere. Du har sat en ny standard – og jeg håber, at mange vil følge efter.
PS. Dette er hermed også en invitation til alle andre Martin’er hos blandet andre Nordkysten, UC Global, Aarsleff, NCC, JHH og ikke mindst vores egne folk i Egedal Kommune: Hvis I har lyst til at fortælle om et kommende projekt, der kommer til at gribe ind i folks hverdag (og der er næsten altid noget at fortælle og nogen at fortælle det til), så vil vi fra EgedalPosten også gerne være med til at udbrede kendskabet, inden de gule skilte og tunge maskiner rykker ind og de frustrerede indlæg på sociale medier popper op.
Bare skriv til – så skal vi nok hjælpe med til at gøre hverdagen lidt nemmere, mindre frustreret og mere forudsigelig for både jer og alle os, der bor i området.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.









