Tryk på "Enter" for at springe over

Hyggeaften for læseglade børn og unge

Smørum Bibliotek inviterer børn og unge i 4. til 9. klasse til læsehyggeaften med pizza og snacks.

Fredag den 6. februar inviterer Smørum Bibliotek børn og unge i 4. til 9. klasse til at kickstarte vinterferien med en stemningsfuld læsehyggeaften/readathon.





Aftenen løber fra klokken 17.00–21.00 og er helt gratis – inklusive pizza, snacks og drikkevarer.

Arrangementet er for alle, der holder af at fordybe sig i bøger og nyde roen og fællesskabet sammen med andre læseglade børn og unge. Deltagerne kan tage deres egen bog med eller finde ny læseinspiration på bibliotekets hylder.

Læs også: Historisk aften i Stenløse: Fællesspisning, sang og vintermad som i gamle dage

Bibliotekets unge- og børnebibliotekarer, Lena og Ida, står klar til at hjælpe med at finde den helt rigtige bog og skabe rammerne om en hyggelig aften fyldt med læselyst. Biblioteket sørger for den hyggelige stemning, og deltagerne er velkomne til at tage hyggetæppe og pude med.

Det er et helt forældrefrit arrangement, hvor fokus er på fordybelse, læselyst og fællesskab i trygge rammer. Læsehyggeaften er en del af Feriesjov i Egedal og henvender sig til børn og unge, der har lyst til en afslappet og hyggelig aften på biblioteket.


Illustration: Egedal Bibliotekerne

Læsehyggeaften for 4. til 9. klasse

Tid: Fredag den 6. februar 2026 kl. 17.00–21.00
Sted: Smørum Bibliotek, Flodvej 68, 2765 Smørum
Målgruppe: 4. til 9. klasse
Entré: Gratis, men kræver billet, som kan hentes på www.egedalbibliotekerne.dk