Tryk på "Enter" for at springe over

Her bliver vejene spærret i weekenden: Verdensstjerner cykler gennem Egedal

Store cykeloplevelser venter i weekenden 13. og 14. juni, når verdensstjerner inden for cykelsporten skaber feststemning i adskillige byer i Egedal Kommune. Trafikken påvirkes dog markant med både totalt parkeringsforbud og veje, der lukkes 30 minutter før feltets ankomst. Her får du overblikket, så du kan planlægge din weekend.

Det store World Tour-cykelløb Copenhagen Sprint ruller gennem Egedal Kommune i weekenden den 13. og 14. juni, og det betyder midlertidige afspærringer af vejnettet. Vejene på ruten samt de tilhørende sideveje bliver lukket cirka 30 minutter før feltets forventede ankomst.

Tim Merlier, Jonathan Milan, Dylan Groenewegen, Tobias Lund Andresen, Lorena Wiebes og Elisa Balsamo er blandt de største navne på de foreløbige startlister til Copenhagen Sprint. Samtidig kan de danske cykelfans glæde sig til at opleve profiler som Amalie Dideriksen, Michael Valgren, Mikkel Bjerg, Emma Norsgaard Bjerg og Cecilie Uttrup Ludwig på hjemmebane.

Læs også: World Tour-cykelløb kommer igen gennem Egedal

Løbet skydes i gang begge dage i Roskilde, hvorefter feltet bevæger sig mod Nordsjælland og slutter med en intens rundstrækning i København med målstreg ved Statens Museum for Kunst. Kvinderne kører om lørdagen, mens herrerne indtager ruten om søndagen.

Her passerer feltet i to omgange

Rytterne bevæger sig igennem Egedal af to omgange i løbet af både lørdagen og søndagen. Først rammer feltet en kortere strækning i den vestlige del af kommunen, hvorefter cykelrytterne midlertidigt forlader kommunen og kører nordpå.





Første del af ruten omfatter følgende veje:

● Værebrovej
● Svestrupvej
● Frederikssundsvej (kvinderne lørdag) / Møllehøjvej (herrerne søndag)

Se den komplette rute her (du kan zoome på kortet og nemt finde det område, du særligt interesserer dig for):

Efter turen nordpå returnerer rytterne til Egedal og passerer igennem en lang række byer, inden ruten fortsætter ind i Ballerup Kommune. Det drejer sig om Ganløse, Søsum, Veksø, Hove og Smørum, hvor der i disse områder må påregnes spærrede veje og forlænget rejsetid.

Anden del af ruten omfatter følgende veje:
● Nymøllevej
● Kalkværksvej
● Farumvej
● Lyngevej
● Bygaden
● Måløvvej
● Toppevadvej
● Skovvangsvej
● Spydbakken
● Humlebakken
● Kirkebakken
● Hovevej
● Hove Lund
● Lundevej
● Nonnemosen
● Smørum Bygade Skebjergvej

De præcise tider for, hvornår rytterne forventes at være på de enkelte veje, kan ses her.

Den forventede tidsplan for lørdag

Lørdag den 13. juni forventes kvindernes felt at ramme den første del af ruten ved Tangbjerg cirka klokken 13.45 til 13.55.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Anden del af ruten gennem Ganløse, Søsum, Veksø, Hove og Smørum rammes efter planen cirka klokken 15.10 til 15.45. Trafikken omkring ruten kan dog være påvirket i tidsrummene klokken 13.00 til 14.00 og igen klokken 14.30 til 16.00.

Den forventede tidsplan for søndag

Søndag den 14. juni forventes herrernes felt at ramme Tangbjerg på rutens første del cirka klokken 11.10 til 11.20.

Rytterne returnerer til anden del af ruten gennem de fem byer cirka klokken 13.35 til 14.10. Her kan biltrafikken forventes påvirket i tidsrummene klokken 10.30 til 11.30 og igen fra klokken 12.45 til 14.30.

De præcise tider for, hvornår rytterne forventes at være på de enkelte veje, kan ses her. Grafik: Copenhagen Sprint

Vejene spærres før feltets ankomst

Afspærringerne fungerer som en rullende nedlukning, hvor politiet og race marshalls bevæger sig foran og bagved feltet for at regulere trafikken. Vejene lukkes fuldstændigt cirka 30 minutter før, rytterne kommer, og der genåbnes løbende for gennemkørsel på de enkelte strækninger umiddelbart efter, at følgebilerne har passeret – og du skal være meget opmærksom på, hvor du parkerer din bil i forbindelse med afviklingen af løbet:

“Der vil være parkeringsforbud i det tidsrum, ruten er lukket for trafik. Har du parkeret langs ruten, skal du derfor fjerne din bil, inden ruten afspærres. Biler, der holder uhensigtsmæssigt og kan skabe en fare for cykelrytterne, bliver fjernet af politiet. Vær i det hele taget opmærksom på skiltning og anvisninger langs ruten”, oplyser Egedal Kommune.

Særligt ved Farumvej i Ganløse vil der blive skiltet intensivt med parkeringsforbud, da vejsiden ofte benyttes til parkering.

Oplev cykelløbet tæt på

Hvis du har tid i weekenden, er der gode muligheder for at stå langs vejkanten og opleve international elitecykling i absolut verdensklasse. Arrangørerne og Egedal Kommune opfordrer til at skabe feststemning langs ruten og bakke op om rytterne, selv om begivenheden medfører ændringer i hverdagens transport:

“Vi forstår, at begivenheden kan betyde ændringer i din dagligdag, men vi håber samtidig, at du ligesom os vil glæde dig over, at vores kommune er med til at danne rammen om et internationalt sportsarrangement i absolut verdensklasse. Tag noget grønt på, hejs flaget, eller tag et i hånden og kom ud og hep på rytterne langs ruten – det bliver en weekend fyldt med fart, fest og fællesskab”, opfordrer Egedal Kommune.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.