Tryk på "Enter" for at springe over

Har du set den nye pæl? Her er forklaringen

En ny, rød pæl er dukket op i skoven lidt uden for Ganløse – og den er et besøg værd. Fotopælen markerer nemlig et historisk naturprojekt, hvor du som skovgæst i blandt andet Ganløse Ore kan hjælpe med at dokumentere, hvordan skoven forandrer sig fra år til år.

Hele 75.000 hektar skov i Danmark er i de seneste år blevet udlagt som urørt skov, og et af de udvalgte områder findes lige her hos os i Egedal: Maglemosen i skoven Ganløse Ore mellem Ganløse, Værløse og Farum er siden 2017 blevet genoprettet, og havde i denne uge fint besøg af Jeppe Bruus, der er minister for Grøn Trepart, Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Thorbjørn Eriksen, konstitueret direktør i Friluftsrådet og Vicky Holst Rasmussen, borgmester i Egedal Kommune, der alle besøgte vores lokale urørte skov.

Tidligere var en stor del af området ved Maglemosen en drænet mose, fyldt med grantræer. Naturstyrelsen har i de senere år genetableret mosen, hvilket har givet plads til mange dyre- og plantearter, som nu har indtaget området.

Følg og fotografér forandringerne

For at markere milepælen med skabelsen af 75.000 hektar urørt skov i Danmark har Naturstyrelsen opsat fotopæle i 16 udpegede urørte skove, herunder en her i Ganløse Ore. Du finder fotopælen lige her (klik på linket for at se pælens nøjagtige placering i Ganløse Ore på Google Maps).

Formålet med fotopælene er at dokumentere, hvordan naturen udvikler sig over tid. Besøgende kan nemlig tage billeder ved pælene og sende dem til en central database, hvor de samles i en video, der viser skovens forandringer over tid.

Du kan se en oversigt over placeringen af alle 16 fotopæle i Danmark her.

Det er nemt at deltage. Når du kommer til pælen, skal du:

1. Placere din mobiltelefon i holderen på pælen.

2. Tage et foto.

3. Sende fotoet til mail-adresssen, der står på pælen.

Som tak modtager du en kvitteringsmail med information om området og et link til en hjemmeside, hvor du kan følge tilblivelsen af videoen og se, hvordan skoven udvikler sig.

Ganløse Ore: Fra drænet mose til vild natur

Ved den officielle indvielse af fotopælen i denne uge, tog miljøministeren og Maria Reumert Gjerding det første foto ved pælen. Maria Reumert Gjerding skrev efterfølgende:

“Jeg var i dag sammen med ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, i Maglemosen i Ganløse Ore på Sjælland for at indvie de sidste hektar. Her tegner konturerne sig allerede af, hvad der venter os. En smuk mosaik af skovlandskaber, hvor fugle, insekter og dyr kan leve i fred for tømmerproduktion og dræning, men hvor vi andre kan gå og suge smukke, vilde, sanserige indtryk ind på en helt ny måde”.

Vil du være med?

Næste gang du går en tur i Ganløse Ore, kan du tage et billede ved pælen og blive en del af dokumentationen af skovens udvikling – og du får en unik chance for at se, hvordan den urørte skov tager form over tid.

Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart, og Vicky Holst Rasmussen, borgmester i Egedal Kommune, mødtes ved Maglemosen i Ganløse Ore for at indvie den nye fotopæl og markere, at 75.000 hektar nu er udpeget til urørt skov i Danmark. Foto: Egedal Kommune

Udover Ganløse Ore er en række statsskove nu lagt urørte landet over. Fra Skagen til Oksbøl, Gråsten, Rold Skov, Klinteskoven og Blykobbe Plantage på Bornholm er blot nogle af de genforvildede skove. Få overblikket over de urørte skove i hele Danmark her.

Fakta: Hvad er urørt skov?

“Urørt skov” betyder, at skovdriften ophører, og naturen får lov at udvikle sig på egne vilkår. I den urørte skov vil der være meget gamle, ofte mosbegroede træer. Storme kan rive store grene af eller vælte træer, som så får lov at ligge og skabe levesteder for flagermus, spætter, svampe og sjældne insekter.

Planerne om urørt skov er en del af Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020, hvor der blev afsat 888 millioner kroner til blandt andet at udlægge mere urørt skov. Målet var at nå op på cirka 75.000 hektar urørt skov i Danmark.

Sidste år blev den grønne trepart indgået med en ambition om at etablere 250.000 hektar ny skov, heraf 100.000 hektar som urørt skov oven i de allerede vedtagne 75.000 hektar.

Se Naturstyrelsens retningslinjer for urørt skov her.