Egedal Kommune skulle hjælpe med at give fireårige Theo mulighed for at bruge familiens badeværelse selv. Men ombygningen er endt som et årelangt kaos, hvor familien selv kæmper mod fejl og vandskader. Marc Petersen og Therese Toftemann fra Ølstykke står tilbage med følelsen af en kommune, der slet ikke tager ansvar og som har betalt en kæmpe regning for et projekt, der ikke er afsluttet.
“Manglende vådrumssikring. Forkert hæld på gulvet, så vand løber ud til trægulvet i entreen. Gabende hul i væggen. Fejl på afløbet. Risiko for vand i teknikrummet. Ulovlig rørføring. Løse gulvklinker”.
Det lyder som et badeværelsesmareridt fra en tilstandsrapport på et ældre hus, men er faktisk resultatet af en helt ny ombygning til over 650.000 kroner betalt af Egedal Kommune.
Sagen kort:
• En familie fra Ølstykke fik i efteråret 2023 bevilget en ombygning af deres badeværelse, så det kunne tilpasses deres fireårige søn Theo, der har muskelsvind.
• Projektet er nu endt i kaos med ufærdigt arbejde, alvorlige fejl og risiko for vandskader, ifølge en uvildig byggesagkyndig. Kommunen har godkendt projektet og betalt entreprenøren, selv om badeværelset ifølge familien stadig ikke er færdigt.
• Familien føler sig svigtet af Egedal Kommune, der ifølge dem ikke har taget ansvar for at følge byggeriet ordentligt til dørs.
• Familien har nu selv måttet betale for en byggeteknisk rapport og kæmper for at få kommunen til at rette op på problemerne.
• Egedal Kommune er blevet forelagt denne artikel, men ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag. Dog oplyser kommunen, at det er yderst sjældent, at opstår uenigheder om udførelsen af lignende ombygningprojekter.
En familie fra Hedebyvej i Ølstykke har gennem snart et år kæmpet med konsekvenserne af en kommunal bevilget og betalt ombygning, der ellers skulle gøre deres badeværelse mere tilgængeligt for deres fireårige handicappede søn, Theo.
Theo har muskelsvind, og i takt med at han vokser og bliver ældre, er hans behov for et tilgængeligt badeværelse vokset tilsvarende. Derfor fik forældrene Marc Petersen og Therese Toftemann i efteråret 2023 ud fra serviceloven bevilget hjælp af Egedal Kommune til de nødvendige ombygninger af hjemmets badeværelse for blandt andet at sikre, at Theo lettere kunne bruge toilet og bad.
“Kørt helt af sporet”
Men hvad der startede som et håb om en lidt lettere hverdag for Theo og familien, er imidlertid nu endt med frustrationer, ufærdigt arbejde, vandskader i hjemmet og en familie, der føler sig fuldstændig overladt til sig selv.
“Det her byggeprojekt er kørt helt af sporet, og vores forsøg på at råbe om hjælp til kommunen er desværre ikke lykkedes os. Vi har flere gange bedt om en professionel gennemgang af vores badeværelse, fordi vi selv synes, at det er så håndværksmæssigt dårligt lavet, men kommunen har ikke ville sende en byggesagkyndig ud og vurdere det”, fortæller Marc Petersen.
Derfor har Marc og Therese i midten af januar selv betalt af egen lomme for en byggeteknisk gennemgang af ombygningen. Her får det kommunalt betalte projekt en sønderlemmende kritik af den uvildige byggesagkyndige, som i sin rapport blandt andet skriver, at “arbejdet er behæftet med så mange fejl, at det bør laves om. Det overholder ikke bygningsreglementet, selv om det er helt nyt etableret med ny støbning af gulv, rørføringer m.v.”.
Se udvalgte billeder og noter fra den byggetekniske gennemgang her
(klik på et billede for at se det i fuld størrelse):

Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
Kilde: Fugt- og byggeteknisk gennemgang af byggesagkyndig.nu
En ombygning, der aldrig blev færdig
Ombygningen blev igangsat i marts 2024, hvor familiens daværende badeværelse og et tilstødende toilet blev revet ned for at skabe et større, funktionelt handikapbadeværelse. Egedal Kommune hyrede et firma, der ifølge familiens oplysninger primært blev valgt, fordi det bød 100.000-150.000 kroner lavere end det nærmeste tilbud.
Projektet virkede dog helt fra start meget uorganiseret for familien, og Therese og Marc har gennem hele forløbet oplevet manglende styring og ansvar fra både kommunens og entreprenørens side:
“Vi er på intet tidspunkt blevet vist en arbejdstegning, andet end en simpel indretningskitse, som vi helt i begyndelsen lavede sammen Egedal Kommunes Hjælpemiddelafdeling. Det er denne ”skitse”, som alle håndværkere har brugt, når de er kommet ud for at lave noget på projektet”, fortæller Therese Toftemann, der sammen med sin mand forgæves har bedt om en byggeteknisk tegning af projektet hos både kommune og entreprenør.
Den manglende plan har ifølge familien ført til adskillige fejl, herunder forkert monterede fliser, manglende vådrumssikring og forkert fald på badeværelsesgulvet. Det resulterer blandt andet i problemer med afledning af vand:
“Vi har oplevet, at flere af de håndværkere, der kom ud, simpelthen ikke har følt sig klædt på til opgaven. De har ikke vidst, hvor de forskellige ting skulle sættes op, og vi er blevet spurgt om en masse, som vi ikke rigtig vidste noget om. Det har nok også været grunden til, at der nærmest ikke er noget på badeværelset, der kun er lavet en gang. Alt er blevet lavet om eller skal laves om”, fortæller forældreparret.
Entreprenøren lovede ved projektets opstart familien, at badeværelset ville stå færdigt op til sommeren 2024. Nu er vi en måned inde i 2025, og badeværelset er stadig ikke færdigt. Undervejs har Marc, Therese, Theo og lillebror Magne været henvist til en toiletvogn udenfor huset og et liv med byggerod indenfor.

Føler sig helt alene med problemerne
Familien har ad flere omgange prøvet at få hjælp hos deres rådgiver hos Hjælpemiddelvisitationen i Egedal Kommune, som oprindeligt igangsatte arbejdet. Håbet har været at få kommunen til at gennemføre en byggeteknisk gennemgang af projektet og af de fejl, som Marc og Therese føler sig alene med at skulle diskutere med entreprenøren om:
“Vi mangler virkelig at se bare en lille smule ansvar fra kommunens side. Det er jo dem, der har hyret og sagt god for dem, der er kommet ind i vores hus, revet vores badeværelse ned, og ikke har været fagligt kompetente til at bygge det op igen. I de sidste par måneder har vores rådgiver hos kommunen slet ikke taget telefonen, når vi har ringet, fortæller de.
Familiens oplevelse er, at kommunen ikke har taget ansvar, men blot henvist til entreprenørens forklaringer og mere eller mindre opfindsomme forsøg på udbedringer. Til familiens store overraskelse godkendte Egedal Kommune i oktober dog ombygningen og betalte entreprenøren; en regning, der ifølge familiens oplysninger løb op i over 650.000 kroner, selv om det oprindelige tilbud var på cirka 430.000 kroner.
“Vi ved godt, at vores rådgiver fra Hjælpemiddelvisitationen var ude og se projektet i oktober, men på det tidspunkt var badeværelset jo ikke færdigt og er det stadig ikke. Vi er hverken mundtligt eller på skrift blevet orienteret om, at det var en afslutning på hele ombygningen, for så havde vi på det kraftigste gjort indsigelser”, fortæller Marc Petersen.
Nu har familien derfor på egen regning hyret en uvildig byggesagkyndig til at gennemgå badeværelset. Hans rapport, som EgedalPosten har set, dokumenterer adskillige alvorlige fejl og mangler. Blandt andet fremgår det, at det ombyggede badeværelse ikke er korrekt vådrumssikret, at gulvet har forkert hældning, og der er skjulte rørsamlinger under gulvniveau, hvilket altsammen ifølge den bygningssagkyndiges rapport er i strid med bygningsreglementet – og fejl som ikke mindst vil få alvorlige påtaler i en tilstandsrapport, hvis familien på et tidspunkt vælger at sætte deres hus til salg.
Døren kan ikke lukkes
For at Theo nemmere kan komme ud på badeværelset i sin kørestol, er døren i forbindelse med ombygningen lavet som en skydedør. Det er dog ikke muligt at lukke døren til bag sig på badeværelset, fordi den har en skævhed, der gør, at den hverken kan lukkes helt eller låses:
“Vi har også påpeget dette overfor entreprenøren, men fik at vide, at vi bare selv kunne fræse låsekassen et par millimeter, og så ville vi kunne låse den. Det har vi afvist selv at gøre, men har bedt dem om at komme ud og ordne det”, fortæller Marc og Therese.
Efterfølgende har entreprenøren skrevet til familien, at han vil kigge nærmere på døren igen – men hvis han vurderer, at døren er blevet skævt på grund af forkert brug, så må familien selv betale for arbejdet:
“Døren ser ud, som den gjorde da de satte den op, og det ser for os ud som om hele dørkarmen er sat skævt i. Og som med så meget andet på badeværelset virker det simpelthen ikke som om det er udført af fagudlærte håndværkere”, fortæller Marc Petersen.

Hvor er kommunen henne?
En central kritik fra familien er Egedal Kommunes manglende kontrol med byggeprojektet og valget af firma til ombygningen. Familien undrer sig over, hvorfor der ikke blev tilknyttet en arkitekt eller byggesagkyndig til at udarbejde detaljerede tegninger og følge projektet til dørs:
“Fra flere familier i vores netværk, der også har børn med muskelsvind, ved vi, at når de får ombygget badeværelset, kommer der arkitekt og byggesagkyndig på projektet og bliver lavet en byggetegning i 3D med alle mål, materialer, hjælpemidler og inventar på. Sådan en tegning har vi ikke på noget tidspunkt set i løbet af byggeprocessen”, siger Therese Toftemann.
Parret påpeger også, at de forventede, at kommunen havde sikret sig, at firmaet havde de nødvendige kompetencer. Efter selv at have undersøgt entreprenørens baggrund i kølvandet på problemerne har familien konstateret, at firmaet ifølge dets hjemmeside normalt tager sig af græsslåning, hækkeklipning og beskæring af træer og buske.
“Vi er virkelig undrende over, hvordan kommunen har kunne finde på at hyre dem til et stort badeværelsesprojekt og tænkt, at det var et godt match. Alt ved det virker bare mærkeligt”, sukker Therese Toftemann opgivende.
Den byggesagkyndige fra firmaet Byggesagkyndig.nu skriver i sin rapport, at “arbejdet er behæftet med så mange fejl, at det bør laves om”. Familien har delt rapporten med kommunen, men ifølge dem er der endnu ikke taget stilling til, om eller hvordan problemerne skal løses.
Marc og Thereses håb er, at der bliver sat et andet firma på opgaven med at udbedre fejlene, så samarbejdet kan starte på en frisk og problemerne blive udbedret uden flere opslidende diskussioner.
Familien er udmattet
Efter næsten et års forsøg på at få afsluttet ombygningen er familien slidt ned af frustrationer og usikkerhed, og forældrene føler sig svigtet af Egedal Kommune:
“Vi kan simpelthen ikke forstå, hvor kommunen er i det her. Det er jo en masse kommunale penge, der er ude at svømme, og det virker slet ikke til, at der er nogen kontrol med, hvordan pengene forvaltes eller om dem, der er hyret til opgaven, kan varetage den”, siger Marc Pedersen.
Hele sagen har taget voldsomt hårdt på familien, der håber, at de med den byggesagkyndiges rapport endelig har dén dokumentation i hånden, der skal til for at kommunen får afsluttet sagen. Kræfterne er ved at være sluppet op:
“Vores dør har været åben for håndværkere døgnet rundt siden starten af marts 2024, til trods for at vi har en lille dreng med muskelsvind, som kræver så enormt meget ekstra fokus. Vi har brugt så meget tid på dette projekt, og stadigvæk forsøgt at få en normal hverdag med en muskelsvinddreng til at fungere, men vi kan godt mærke nu, at efter knap et år, hænger vi simpelthen snart ikke sammen længere”, siger Therese Toftemann til EgedalPosten.
Egedal Kommune er blevet forelagt denne artikel, men ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag. Dog oplyser kommunen, at det er yderst sjældent, at opstår uenigheder om udførelsen af lignende ombygningprojekter.
Navnet på det entreprenørfirma, der har stået for ombygningen, er redaktionen bekendt. Vi har valgt ikke at nævne det i denne historie. Firmaet er ikke beliggende i Egedal.









