Tryk på "Enter" for at springe over

Egedals børn har en aktiv fritid – og der er plads til flere

79 procent af alle børn i Egedal Kommune går til en fritidsaktivitet. Borgmesteren glæder sig over tallet, men lægger samtidig vægt på indsatsen for også at få de sidste med.

En ny rapport om børns bevægelsesvaner fra Syddansk Universitet viser, at 73 procent af alle danske børn går til en fritidsaktivitet. Egedal Kommune med sine 79 procent ligger således pænt over landsgennemsnittet.

Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), glæder sig over, at så stor en andel af Egedals børn er aktive i fritiden:

”De fine tal afspejler i høj grad, at Egedal Kommune har ressourcestærke borgere, der understøtter deres børns fritidsaktiviteter – og et stærkt og varieret foreningsliv, der skaber fantastiske fællesskaber for børnene. Fritidsaktiviteter styrker børns trivsel og selvværd, og er en vigtig vej ind i nogle positive fællesskaber. Derfor arbejder vi i byrådet for at få endnu flere børn med i fritidsaktiviteter”, siger hun.

Byrådet afsatte i budgettet for 2026 i alt 600.000 kroner til at ansætte en fritidsvejleder. Gennem individuel vejledning og tæt samarbejde med foreningerne hjælper fritidsvejlederen med at finde relevante aktiviteter, skabe kontakt til foreningslivet og støtte med praktisk og økonomiske forhold som hjælp til tilmelding, kontingent og udstyr.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Formand for Idræts-, Fritids- og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig (O), peger på værdien af fritidsvejlederens arbejde – og på de frivillige i foreningerne:

”Det er dejligt, at så mange børn er aktive og får gode oplevelser i foreningslivet. Vi vil gerne have endnu flere med. Vores fritidsvejleder arbejder målrettet på at skabe en vej ind for de børn, som har brug for hjælp til at finde en fritidsaktivitet. I byrådet er vi samtidig meget opmærksomme på at understøtte foreningerne, bl.a. i deres arbejde med at inkludere børn og unge”, siger han.





Læs også: Spejder i Smørum: Her vokser børn, unge og voksne med fællesskab og friluftsliv

Både forældre, fagpersoner og frivillige er velkomne til at kontakte fritidsvejleder Signe Norby Christensen på fritidsvejleder@egekom.dk

Man kan også møde fritidsvejlederen på Kultur- og Fritidsmessen lørdag den 12. september klokken 11.00 og klokken 13.00 i Pulshjørnet.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.