Tryk på "Enter" for at springe over

Det er tid til at tænde for lyset på stierne i Egedal

DEBATINDLÆG:

Jeg har altid pralet af, at Ølstykke og Stenløse er byer, hvor det kan betale sig at cykle eller gå i stedet for at tage bilen. Det er sjældent, man kan sige det i Danmark, men her er stierne korte og smarte, så det ofte er hurtigere at gå eller cykle, end at sætte sig ind i bilen. Men netop fordi stisystemet er så velfungerende, bliver manglen på lys endnu mere iøjnefaldende og det har jeg lagt mærke til, lige siden jeg var barn.

Allerede i 5. klasse downloadede jeg “Tip Egedal”-appen og begyndte at indberette de mørklagte stier. Måske var det dér, mit politiske retfærdighedsgen startede. Men nu er der gået mere end ti år. Jeg er blevet voksen i mellemtiden – men Egedal Kommune har stadig ikke styr på belysningen.

Som teenager var jeg utryg ved at gå hjem i mørket, fordi lygtepælene var ude af drift. Den utryghed består stadig. Særligt omkring skoler og ungdomsklubber er det et problem. Ved Stengårdsskolen er svingene eksempelvis kulsorte, og det er præcis dér, hvor unge mennesker hver dag går eller cykler hjem om aftenen. Og hvor der endelig er lys, er det ofte skruet så langt ned, at det alligevel er svært at orientere sig, som på Østervej, hvor man knap kan se, selvom lygtepælene står tændt.

Det er et problem, der rammer alle i kommunen. Unge på vej hjem fra aftenklub, familier der går tur med hunden og pludselig møder en cykel eller knallert i høj fart, eller ældre der snubler over grene på stierne i efteråret, som man ikke kan se på grund af mørket.

Vores stisystem er noget af det fineste, vi har i byen. Og Egedal Kommune har meget at være stolte af. Men det skurrer, at man i mere end et årti ikke har kunnet sikre noget så basalt som lys på stierne.

Jeg vil gerne have en by bygget til mennesker, og det kan vi kun virkelig sige at vi har, hvis det gælder døgnet rundt.

Af Carolina Cámara Døssing,
folketingskandidat for Enhedslisten og medlem af Rød Grøn Ungdom

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.