I weekenden blev DUI-LEG og VIRKEs årlige Brætspilsfestival afholdt på Maglehøjskolen i Ølstykke. Deltagerne kom som vanligt fra hele landet, og denne gang var der sågar en enkelt deltager fra Grønland.
Brætspilsfestivalen samlede endnu engang masser af deltagere på Maglehøjskolen i Ølstykke til en superhyggelig weekend, hvor der blev spillet masser af spil i alle sværhedsgrader. Lige fra de store tunge strategispil til de mere lette og familievenlige spil.
Som deltager kunne man nemlig frit låne spil i spillecaféen. Så i spilleområdet kunne man konstant høre latter og mærke den gode stemning.
Desuden blev der også afholdt turneringer og events i løbet af hele weekenden. F.eks. kunne man deltage i forskellige social deduction-spil i stil med ”Forræder” på TV2.
Læs også: Så er der igen Brætspilsfestival i Ølstykke
Søndag kiggede spildesigner og stifter af det danske brætspilsforlag New Moments Games, Charlotte Hummeluhr, forbi festivalen. Her kunne man prøve forlagets spil og samtidig få sig en god snak.
Vinderne af weekendens turneringer fik sejrskrus og et brætspil som præmie. Spillene var sponsoreret af asmodee, Danspil og spilbræt.dk – og årets frokostsandwich blev leveret af Café Rosa i Slangerup.
“Alt i alt blev det en helt fantastisk Brætspilsfestival som igen beviser, at interessen for analoge spil og fællesskab er stor. Tusind tak til deltagerne, de frivillige, vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores sponsorer for opbakningen”, fortæller Joachim Lærke Lyager, der er medlem af styregruppen for festivalen og formand for DUI-LEG og VIRKE, Ølstykke.
Han og de øvrige arrangører glæder sig allerede til næste års festival, der som altid afholdes i weekenden i uge 4, altså den 29.-31. januar 2027.





