Tryk på "Enter" for at springe over

Børneteater om klima og bæredygtighed kommer til Smørum

Smørum Bibliotek inviterer børn fra tre år og deres familier til en musikalsk forestilling om genbrug og bæredygtighed med titlen “Den magiske skraldespand”.

Baggårdskatten Skrot og hans trofaste ven Tuti indtager scenen på Smørum Bibliotek med en fortælling, der kombinerer musikalsk underholdning med budskaber om grøn omstilling. De to bor i en baggård, hvor en magisk skraldespand fungerer som omdrejningspunkt for fortællingen om genbrug og fantasi.

Arrangementet finder sted tirsdag den 21. april og henvender sig til de yngste og deres forældre.

Musik og genbrugstanker

Forestillingen kombinerer fortælling med både kendte og nye børnesange, som børnene kan synge med på. Formålet er ifølge arrangørerne at vise, hvordan skrald kan få nyt liv, og hvordan fantasi kan bruges til at skabe en bæredygtig fremtid.

Biblioteket ser teaterstykket som en metode til at formidle komplekse emner til de yngste borgere. Ellen Qvistgaard, der er børnebibliotekar ved Smørum Bibliotek, forklarer baggrunden for valget af forestillingen:

“Børn er nysgerrige af natur, og med Den magiske skraldespand får vi en unik mulighed for at koble musik og humor med vigtige budskaber om genbrug og grønne vaner. Forestillingen er et godt eksempel på, hvordan kunst og fortælling kan engagere børn i de store spørgsmål på en måde, der både er sjov, inspirerende og meningsfuld”, siger hun og tilføjer, at man også kan låne billedbøger om genbrug og bæredygtighed på
biblioteket.

Gratis billetter

Besøget er en del af bibliotekets markering af Uge 17 og FN’s verdensmålsindsat. Her sætter bibliotekerne i Egedal Kommune fokus på bæredygtighed gennem forskellige aktiviteter, hvor teaterforestillingen skal inspirere til grønne vaner i øjenhøjde med børnene.

Selve forestillingen varer 50 minutter. Selv om arrangementet er gratis, kræver det billetter for at sikre sig en plads i salen, og biblioteket gør opmærksom på, at både børn og voksne skal være i besiddelse af en billet.

Billetterne kan hentes digitalt via bibliotekets hjemmeside (se herunder).

Teaterforestillingen “Den magiske skraldespand

Sted: Smørum Bibliotek
Tidspunkt: Tirsdag den 21. april klokken 15.00
Alder: Fra 3 år og opefter
Pris: Gratis
Varighed: 50 minutter
Billetter: Hent billetter på egedalbibliotekerne.dk

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få EgedalPostens nyhedsbrev med de vigtigste historier ❤️

Ved at tilmelde dig accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.