DEBATINDLÆG: Der findes en grund til, at kommuner ikke frit kan støtte private virksomheder. Kommunalfuldmagten er borgernes værn mod, at fællesskabets penge bruges forkert. Og konkurrencereglerne er ikke bureaukrati, men en beskyttelse – både af borgerne og af de virksomheder, der skal kunne konkurrere på fair vilkår.
Det er med det udgangspunkt, Ølstykke Multiarena – også kaldet HØJ Arena – bør vurderes.
Projektet indebærer, at op mod 110 mio. kr. bindes i kommunens anlægsramme. Det er ikke en teknisk detalje. Det er penge, som tæller med i anlægsloftet fastsat centralt af staten, og som derfor uundgåeligt går fra andre nødvendige investeringer: skoler, daginstitutioner, ældreområdet og kommunens øvrige kernevelfærd.
Når anlægsbudgettet bruges ét sted, kan det ikke bruges et andet.
Kommunalfuldmagten eksisterer netop for at sikre, at kommuner prioriterer de mange borgeres behov frem for særinteresser. Den sætter en nødvendig grænse – også når projekter præsenteres som visionære eller samlende. Kommunen må gerne understøtte breddeidræt og foreningsliv. Men den må ikke bruge borgernes penge til at forbedre én privat virksomheds forretningsgrundlag.
Læs også: Hvem står på mål, når der kastes med kommunens millioner?
HØJ Elite er en professionel håndboldklub. Det er en privat aktør i en sport med kommercielle ambitioner. Det er i sig selv helt legitimt. Men Egedal Kommune har et ansvar for alle borgere – ikke for at optimere vilkårene for én virksomhed.
Hvis HØJ Elite er så veldrevet og bæredygtig, som mange hævder, burde klubben også kunne stå på egne ben, hvad angår faciliteter – alene eller sammen med private investorer. Det er sådan, professionelle virksomheder normalt udvikler sig. Kommunen skal aldrig fungere som risikobærer eller medfinansierende part i en privat forretning.
Her spiller konkurrencereglerne også en vigtig rolle. De sikrer, at ingen virksomheder får særlige fordele, som andre ikke har adgang til. Når en professionel klub får adgang til moderne faciliteter på vilkår, der ikke er klart dokumenteret som markedsmæssige, risikerer kommunen at skabe en skæv konkurrence – uanset de gode intentioner.
Det er derfor bekymrende, at det tidligere byrådsflertal enten ikke har gennemskuet den økonomiske og juridiske konstruktion eller er blevet fartblinde i begejstringen for projektet. For 110 mio. kr. er mange penge – også i Egedal. Det svarer til flere procent i kommuneskat og vil få meget konkrete og mærkbare konsekvenser for kommunens prioriteringer i mange år frem.
Læs også: Kommunen svarer på kritik af lejeaftale i ny multiarena
Egedal bør stå for ordentlighed, gennemsigtighed og respekt for spillereglerne – ikke for kreative konstruktioner, der bevæger sig på kanten af kommunalfuldmagten og EU´s statsstøtte regler. Erfaringerne viser, at når kommuner blander prestigeprojekter, sport og økonomisk kreativitet, er det ofte borgerne, der ender med regningen.
Derfor giver sagen også ubehagelige associationer til Farum. Det er ikke en vej, Egedal skal ned ad.
Netop derfor vil Liberal Alliance i Egedal Byråd arbejde for, at hele HØJ Arena-projektet revurderes grundigt, før det er for sent. Ikke fordi vi er imod professionel sport – men fordi vi er for borgerne, for ordentlighed og for ansvarlig brug af fællesskabets penge.
Af Lars Winther,
byrådsmedlem i Egedal Kommune fra Liberal Alliance
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.




