DEBATINDLÆG: Debatten om folkeskolen fylder igen, blandt andet efter de seneste nedslående PISA-resultater. Men hvis vi kun diskuterer lærernes kompetencer, skolernes økonomi og visitationens rammer hver for sig, overser vi noget afgørende: Inklusion lykkes kun, når barnet og familien mødes af et sammenhængende system.
Derfor bør vi se mere helhedsorienteret på inklusion. For at bruge et udtryk, der er så brugt, at det næsten er blevet en floskel: Det kræver en landsby. Men lige nu bliver alt for meget af ansvaret lagt over på den enkelte familie, som selv skal få skole, sundhedsvæsen, kommune og hjælpemidler til at hænge sammen.
Vores historie viser, hvorfor den sammenhæng er så vigtig. Jeg skriver ikke, fordi den skal stå som den eneste sandhed om inklusion, men fordi den viser, hvor meget der skal lykkes samtidig, for at et barn med særlige behov kan få en god skolestart. Den viser også, hvor sårbart systemet er for de børn, hvis forældre ikke har samme tid, overskud, viden eller mulighed for at presse på.
Læs også: Inklusion 2.0 – når børn betaler prisen for politisk kortsigtethed
Min datter er 7 år. Hun har flere handicaps, både cerebral parese og et komplekst synshandicap. Hun er det, man ofte vil kalde et inklusionsbarn. Hun går i en almindelig klasse på en almindelig skole. Hendes timetal i skolen er ikke nedsat, men hun har nedsat tid i SFO’en.
På mange måder er det en solstrålehistorie, når det gælder skolestart for et barn med nedsat funktionsniveau. Skolen har sagt ja og spurgt, hvad der skulle til. Det har betydet, at hun har fået sit eget toilet indrettet efter sine behov, 1:1-hjælper i hele sin skole- og SFO-tid, en særlig stol med ryglæn, som også ligner de andre børns stole, og hjælpemidler, der afprøves i takt med, at behovene opdages. Skolen er også opsøgende på viden og nye løsninger. Det er imponerende, men det er også værd at spørge, hvor ofte det lykkes sådan, hvis familien ikke selv har kræfterne til hele tiden at forklare, koordinere og følge op.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
For det er ikke alle forældre, der har samme ressourcer som os. Ikke alle har fleksible arbejdsvilkår, faglig viden, netværk, sprog, økonomi eller overskud til at finde rundt i tilbud, rettigheder, ansøgninger og sektorgrænser. Når støtten afhænger af, hvor stærkt forældrene kan navigere, bliver inklusion ikke kun et skolepolitisk spørgsmål, men også et spørgsmål om social ulighed.
Samtidig har jeg tabt arbejdsfortjeneste, så jeg kan gå tidligt fra arbejde og hente hende tidligere. Det gør, at hendes øgede belastning og udtrætning ikke knækker hende, men at hun får mulighed for at restituere. Det er en klar forudsætning for, at de gode tiltag fra skolen faktisk kan omsættes til trivsel i hverdagen.
Hun belastes stadig, og i takt med øgede krav vil belastningen naturligvis vokse. Derfor skaber det også stor utryghed for os som familie, hver gang den tabte arbejdsfortjeneste skal vurderes igen. For hvordan skal vi passe på vores barn, hvis selve fundamentet for hendes trivsel bliver usikkert? Og hvad sker der, hvis ansvaret pludselig alene placeres hos skolen?
Læs også: Hvis vi stirrer os blinde på forsimplede tal, taber vi de enkelte børn
Det er netop her, sektorgrænserne bliver afgørende. At skulle navigere på tværs af sektorer er opslidende. Man skal holde styr på skole, SFO, kommune, sundhedsvæsen, hjælpemidler, bevillinger og opfølgninger, ofte uden at nogen har det samlede ansvar. Når forældre ikke kan blive ved med at bære den koordinerende rolle, risikerer børnene ikke at få den støtte, de har brug for. Og når støtten omkring barnet svigter, bliver skolens opgave sværere, selv når lærere og ledelse gerne vil lykkes.
Derfor bør debatten om inklusion ikke kun handle om, hvad skolen skal kunne. Den bør også handle om, hvem der har ansvaret for, at hjælpen omkring barnet hænger sammen. Hvis vi vil have flere børn til at trives i fællesskabet, må støtten gives efter barnets behov – ikke efter forældrenes ressourcer, tid og evne til at finde vej gennem systemet. Ellers bliver sektoransvar den faldgrubbe, vi taber børnene i.
Mette Hjorth Olsen,
formand, DH Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
