DEBATINDLÆG: Egedal Kommune fortjener ros for at sætte sundhed, rusmidler og afhængighed på dagsordenen i årets sundhedsuge. Når fagfolk, foreninger og mennesker med egne erfaringer gør hjælpen mere synlig, er det et vigtigt skridt. Åbenhed kan gøre det lettere at række ud.
Derfor er det positivt med både Pernille Højmarks fortælling om alkoholafhængighed, åbent hus på Café Toften og muligheden for at møde kommunens medarbejdere.
Men da jeg læste programmet, savnede jeg et tydeligt fokus på unge og deres forhold til stoffer.
Kommunen nævner alkoholfrie tilbud til unge som en mulighed i næste års sundhedsuge. Det er en god ambition. Jeg undrer mig bare over, hvorfor de unge og rusmidler ikke allerede nu har en tydelig plads i det annoncerede program. Læs kommunens omtale her.
Op til kommunalvalget, undersøgte jeg selv emnet. Jeg spurgte unge ved stationerne og i Egedal Centret om deres erfaringer med rusmidler. 54 unge mellem 14 og 25 år deltog anonymt.
14 svarede, at de havde fået tilbudt kokain. Syv havde fået tilbudt opioider. Og 13 svarede, at de ikke vidste, hvem de skulle opsøge for hjælp.
Min undersøgelse var lille og ikke repræsentativ for alle Egedals unge. Men svarene gav en konkret anledning til at undersøge problemet nærmere. De unge beskrev en virkelighed, som vi bør være nysgerrige på og tage alvorligt. Læs EgedalPostens omtale af undersøgelsen her.
De nationale tal understreger alvoren. Ifølge Sundhedsstyrelsen steg antallet af 18–22-årige i stofbehandling med opioider som hovedproblem fra 59 i 2022 til 189 i 2024. Mere end en tredobling på to år. Samtidig steg antallet af sygehusophold på grund af opioidforgiftning blandt 15–24-årige fra 113 i 2020 til 266 i 2025. Se Sundhedsstyrelsens tal her.
Forskning fra Københavns Universitet har desuden peget på, at kokain er på vej mod normalisering i dele af festkulturen. Det betyder ikke, at alle unge tager stoffer. Men det kalder på handling, når et farligt stof i nogle fællesskaber opleves som en almindelig del af en bytur.
Unges risikovillighed, deres eksperimenteren med stoffer og for nogles vedkommende en dyb afhængighed forsvinder ikke, fordi vi undlader at sætte fokus på det.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Hvor går man hen som forælder, hvis man finder ukendte piller? Hvad gør man som ven, hvis nogen begynder at ændre adfærd? Og hvem kan en ung tale med, hvis frygten for voksnes reaktion står i vejen for at fortælle sandheden?
Når 13 unge i min undersøgelse svarede, at de ikke vidste, hvor de skulle søge hjælp, er det værd at spørge, om vi gør hjælpen synlig og tilgængelig nok.
Et alkoholfrit arrangement kan være et godt tilbud. Men der er også brug for troværdig viden om opioider og kokain, samtaler om ungdomskultur og en tydelig vej til rådgivning og behandling.
Invitér unge med til at forme samtalen allerede i år. Saml forældre, SSP, uddannelsessteder og rusmiddelfaglige medarbejdere om et arrangement, hvor man både kan få viden og finde ud af, hvor hjælpen er.
Lad os også tale om, hvordan vi fastholder unge i skole og fællesskaber, når der opstår problemer med stoffer. Afvisning og bortvisning må ikke være de eneste svar. Der skal være voksne, der bliver ved med at række ud.
Et arrangementsprogram fortæller ikke alt om kommunens indsats. Men når Egedal inviterer til fælles fokus på rusmidler og afhængighed, bør unge og deres forældre tydeligt kunne se, at invitationen også handler om dem.
Tak for at åbne samtalen, Egedal. De unge har brug for, at vi tager den med dem allerede nu, og deres udfordringer forsvinder ikke fordi vi tier endnu længere.
Af Morten S. Thorup,
Ølstykke
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på debat@egedalposten.dk
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.





