Tryk på "Enter" for at springe over

10-årige Sally fra Ganløse synger nye børnesange i stort musikprojekt

Ganløse-pigen Sallys stemme kan i disse dage høres i hele landet, når det store musikprojektet Mega Grand Pop giver børnene pladsen i sange om venskab og fantasi.

Når det landsdækkende børnemusikprojekt Mega Grand Pop går i luften i dag, er der også en lokal stemme med fra Ganløse.





Sally Nørgaard Fischer, der er 10 år, er nemlig en af de børn, der synger på de helt nye sange – blandt andet “Søde T-rex” og “Toast til en femmer”.

Mega Grand Pop er et MGP-inspireret musikprojekt, hvor børn og professionelle sangskrivere skaber musik sammen. Fokus er på fællesskab, fantasi og glæden ved at være barn – både i sangene og i måden, de bliver til på.

For Sally fra Ganløse har det været en særlig oplevelse:

“Det sjoveste var, at jeg bare kunne være fri. Jeg elsker at synge – det gør mig glad”, fortæller hun.

Giver mod, ejerskab og fællesskab

Sally drømmer om mange ting – blandt andet at blive sanger, youtuber, danser eller skolelærer. Hun elsker musik, hvor idéerne får lov til at løbe frit:

“Hvis jeg selv skulle lave en MGP-sang, skulle den handle om bedste venner – der hvor man
bare leger og jammer idéer frem, og fantasien løber afsted”
, siger hun.

Se Sally med sangen Søde T-rex på YouTube her:

Sally synger blandt andet på sangen “Søde T-rex”, som handler om at være god til noget andet end det, man tror, man burde være god til – og om at hjælpe hinanden. På “Toast til en femmer” synger hun om venskab, frikvarterer og det liv, der er lige nu.

Ifølge sangskriver og tovholder Henrik Winthereik, der går under kunstnernavnet Popfar og også bor i Ganløse, er børnenes rolle helt central:

“Noget af det vigtigste i Mega Grand Pop er, at børnene ikke bare er publikum, men medskabere. Når børn som Sally får lov til at stå frem med deres egne stemmer, giver det mod, ejerskab og fællesskab – og det kan både høres i musikken og mærkes hos børnene”.

Mega Grand Pop udkommer digitalt og bruges i skoler, daginstitutioner og til live-shows rundt i landet.

Mega Grand Pop - Cover Art

Mega Grand Pop: Ny børnemusik samler tusindvis af børn

I forbindelse med Frederikshavns værtskab som Årets Grand Prix By 2026 lanceres børnemusikprojektet Mega Grand Pop – et børneshow med helt nye sange skrevet specielt til børn i daginstitutioner og indskolingen.

Bag Mega Grand Pop står et bredt samarbejde mellem sangskrivere, musikere, dansere og kulturaktører. En udvalgt gruppe af nogle af Danmarks dygtigste sangskrivere har skrevet musikken til projektet, som kulminerer i tre store børneshows i Skagen, Sæby og Frederikshavn i ugerne op til DR’s Melodi Grand Prix og MGP.

Showet er en hyldest til MGP-kulturen, men med sit helt eget udtryk og fokus på fællesskab, bevægelse og børnenes deltagelse.

Mega Grand Pop er skabt med børnene i centrum. Musikken er skrevet, så den kan synges, danses og mærkes – og så børnene kan spejle sig i teksterne og energien, fortæller Henrik Winthereik, der sangskriver på Mega Grand Pop.

Mega Grand Pop byder på helt nye børnesange som “Søde T-rex”, “Pizza Party”, “Pif Paf Puff”, “Uendeligt Liv” og “Toast til en femmer”. Alle sange er skrevet specifikt til projektet og udgør soundtracket til årets største børnefest i Frederikshavn Kommune.

Næsten 3.500 børn fra kommunens private og kommunale daginstitutioner og skoler er allerede tilmeldt Mega Grand Pop. Alle deltagende institutioner har fået adgang til musik, sangtekster, dansevideoer og grafisk materiale, så børnene kan forberede sig og være klar, når showet løber af stablen i februar 2026.