Det er blevet voldsomt dyrt for Egedals kommunale tandpleje at operere unges visdomstænder i de seneste år. Derfor arbejder kommunen nu på at ændre retningslinjerne, så færre unge fremover får trukket tænder ud på skatteborgernes regning.
Siden 2022 har alle unge mellem 18 og 21 år haft ret til gratis tandlæge, og det har betydet, at 2.500 flere unge i Egedal Kommune nu får passet deres tænder gratis. Men de mange nye patienter har ført til så mange dyre operationer, at pengene ikke længere slår til.
Administrationen har derfor stillet et forslag om en ny og strammere kurs, som medlemmerne af Ældre- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til på deres kommende møde.
De første år med de nye regler viser nemlig, at opgaven med visdomstænder er meget større end forventet: I 2025 blev der lavet cirka 300 operationer, hvilket er tre gange så mange som året før. Det er især de 20- og 21-årige, der får lavet de dyre indgreb.
Mange af de unge har fået trukket deres visdomstænder ud, før de overhovedet begyndte at gøre ondt. Tandplejen har fulgt de faglige retningslinjer fra det faglige selskab for tand-, mund- og kæbekirurgi, og beslutningen er derfor truffet ud fra en individuel faglig vurdering af, om tænderne havde mulighed for at bryde normalt frem.
En væsentlig del af indgrebene har dog måttet udføres eksternt på grund af den kirurgiske sværhedsgrad. Det har betydet, at kommunen har måttet sende mange unge videre til dyre specialister, og det har givet et stort hul i kassen hos tandplejen. I 2025 har tandplejen haft et merforbrug på cirka 0,85 millioner kroner, primært som følge af høje udgifter til materialer og udgifter til operative indgreb, både internt og i privat regi.
Kun hjælp når det gør ondt
For at spare penge lægger Egedal Kommune nu op til at ændre reglerne, så færre ender med at skulle have fjernet deres visdomstænder på kommunens regning. Hvis administrationens indstilling bliver godkendt, vil den kommunale tandpleje kun fjerne tænderne, hvis de giver smerter, eller hvis de risikerer at ødelægge de andre tænder i munden i den periode, hvor den unge er tilknyttet den kommunale tandpleje.
De nye regler betyder altså, at mange unge kommer til at vente med at få fjernet deres visdomstænder, til de selv skal betale for det senere i livet. Kommunen vurderer, at de nye regler vil betyde, at der skal laves 20 procent færre operationer fremover.
Tandlæger skal lære nyt for at spare
Ud over at sige nej til flere operationer vil kommunen også prøve at gøre arbejdet billigere i 2026. De kommunale tandlæger skal på kursus, så de selv kan klare flere af de svære operationer i stedet for at sende de unge videre til dyre private klinikker.
I 2025 har tandplejen haft et merforbrug på cirka 0,85 millioner kroner, primært som følge af høje udgifter til materialer og udgifter til operative indgreb, både internt og i privat regi. For at bremse merforbruget er en ledig stilling i tandplejen er ikke blevet genbesat. Med det nuværende serviceniveau vurderes der fortsat at være et årligt hul i budgettet på cirka 0,6 millioner kroner primært relateret til materialer. Udviklingen følges i de kommende budgetopfølgninger, oplyser administrationen.
Store forskelle fra by til by
Det er ikke kun her i Egedal, at de unges visdomstænder driller budgettet. Der er stor forskel på, hvor meget hjælp man kan få i de forskellige kommuner. I de store byer som København og Aarhus, der har mange unge tilflyttere, er reglerne i forvejen meget stramme. Her følges de unge som udgangspunkt ikke tæt eller får fjernet visdomstænder. Andre mindre kommuner har et serviceniveau, der ligner Egedals.
Hvis politikerne godkender planen, vil tandplejen ifølge oplægget gå i gang med at forklare de nye regler til de unge via deres hjemmeside og i foldere, så alle ved, hvad de kan forvente, før de fylder 22 år.





