Et erfarent og bredt sammensat kandidatfelt skal trække stemmer til Lokallisten Ny Egedal til kommunalvalget 18. november. Listen går til valg med 16 profiler fra hele kommunen og lover mere borgerinddragelse og gennemsigtighed.
Opdatering 23/7: Siden udgivelsen af denne artikel har Lokallisten Ny Egedal præsenteret endnu en kandidat til kommunalvalget: Janus Veje fra Stenløse. Kandidatlisten i bunden af artiklen er opdateret.
Lokallisten Ny Egedal har præsenteret hele 16 kandidater, som er klar til at stille op til kommunalvalget i november. Listen, der første gang stillede op i 2021 og dengang fik fire medlemmer valgt ind, er i dag en veletableret stemme i Egedal Kommune.
Spids- og borgmesterkandidat Ulrik John Nielsen er glad for det hold, han nu skal stå i spidsen for:
“Vi har 16 virkelig gode, kompetente kandidater fordelt over hele kommunen. Det glæder jeg mig rigtig meget til at stå i spidsen for”, fortæller han.
Erfarne kræfter
Selv om der i år er to kandidater færre på listen end ved valget i 2021, hvor det dengang nystiftede parti Lokallisten Ny Egedal med hele 18 navne på stemmesedlen havde det største kandidatfelt, understreger formandskabet, at det nye hold står endnu stærkere.
Tre af kandidaterne er allerede i byrådet i dag: Ulrik John Nielsen, Lars Winther Andersen og Niels Lindhardt Johansen, der er indtrådt som stedfortræder for Bettina Zarp, som er sygemeldt.
Efter kandidatvalget lagde en begejstret spids- og borgmesterkandidat Ulrik John Nielsen denne video på Facebook:
Listen rummer kandidater fra hele kommunen, herunder Ganløse, Smørum, Veksø, Buresø, Ølstykke og Stenløse, hvilket ifølge Lokallisten Ny Egedal er en vigtig styrke i det politiske arbejde:
“Det er et hold med lokal forankring og vi ønsker at sætte fokus på borgerne i Egedal: At de bliver hørt og taget alvorligt”, fortæller Ulrik John Nielsen, der suppleres af partiets formand Jens Søndergaard:
“Det er vigtigt for os at samle mennesker, der brænder for Egedal og for den lokale borgerdialog. Vi har nu et hold, som både tør tænke nyt og har rødderne solidt plantet i kommunen”, siger han.
Borgerne skal have mere at skulle have sagt
I en pressemeddelelse i forbindelse med kandidatvalget sender Lokallisten Ny Egedal et klart signal om at ville udfordre måden, beslutninger bliver truffet på i kommunen. Gennemsigtighed, borgerinddragelse og nærhed er de centrale temaer i partiets valgkamp:
“Det har vi allerede vist indtil nu, men det glæder vi os til at arbejde videre med, også i det kommende byråd”, siger Ulrik John Nielsen.
![]() ▮ Lokallisten Ny Egedals kandidater til kommunalvalget i Egedal 2025 1. Ulrik John Nielsen, Ganløse 2. Lars Winther Andersen, Stenløse 3. Niels Lindhardt Johansen, Ganløse 4. Frederikke Ellersgaard Pudselykke, Veksø 5. Paskar Paramasamy, Smørum (fraværende på foto) 6. Freja Vesterløkke, Buresø 7. Illa Jepsen, Ølstykke 8. Tobias Fisch Albrechtsen, Ganløse 9. Susanne Kongsaa, Ølstykke 10. Frederik Stub, Smørum (fraværende på foto) 11. Ole Eckhaus, Smørum (fraværende på foto) 12. Kim Larsen, Ølstykke 13. Claus Bruncke, Ølstykke 14. Jørgen Clausen, Buresø (fraværende på foto) 15. Mikkel Seiero, Ølstykke (fraværende på foto) 16. Bent Hansen, Søsum 17. Janus Veje, Stenløse (fraværende på foto) |






