Mortensaften bliver alt andet end traditionel for kandidaterne til kommunalvalget i Egedal. De dropper nemlig andestegen til fordel for politisk markedsplads på rådhuset mandag aften. Med et glimt i øjet, fokus på fællesskab og en lille konkurrence i baghånden håber Morten og Morten at gøre lokalpolitik lidt mere nærværende – og lidt sjovere.
Mandag den 10. november, mens du måske sidder derhjemme og nyder Mortensand med familien, bruger to socialdemokratiske kandidater aftenen på Egedal Rådhus sammen med de fleste af de andre opstillede kandidater til kommunalvalget i Egedal.
Her deltager de nemlig i den politiske markedsplads, hvor alle partier møder borgerne ansigt til ansigt, og hvor journalist Tine Gøtzsche styrer aftenens debatter om ældrepleje, børn og unge samt byudvikling og bæredygtighed.
Læs også: Kom til politisk markedsplads og valgdebat på rådhuset
Og de to mænd har mere end politisk ståsted tilfælles. De hedder nemlig begge Morten, stiller op for samme parti – og har besluttet at gøre lidt ekstra ud af de sammenfald på netop mortensaften med konkurrencen “Kender du Morten?”.
“Vi måtte jo gøre lidt ud af det”
Det er Morten Lyager og Morten Spongenberg Thorup, der står bag initiativet. De prøver at bruge lighederne som en anledning til at bringe noget lethed og kreativitet ind i den politiske dialog:
“Når nu vi begge hedder Morten, stiller op for samme parti og ovenikøbet er de eneste kandidater med det navn, så måtte vi jo gøre lidt ud af det”, siger Morten Lyager med et smil.
Se listen: Her er alle Egedals kandidater til kommunalvalg 2025
Bag det humoristiske ligger dog et klart politisk budskab:
“Politik må gerne være sjovt, men i sidste ende handler det om samarbejde og fællesskab. Når man også er fra samme parti, handler det om at løfte sammen”, tilføjer han.
Konkurrence og M&M’s
Som en del af deres fælles optræden lancerer de to kandidater en online-konkurrence med titlen “Kender du Morten?”. Her kan du teste din viden om de to kandidaters forskelligheder og fælles værdier – og være med i lodtrækningen om en julekalender fyldt med gummiænder.
Konkurrencen er tilgængelig via link på markedspladsen og på kandidaternes Facebook-sider (klik for at kommer til henholdsvis Morten Lyagers Facebook-side og Morten Spongenberg Thorups Facebook-side. Men der er også noget særligt til dem, der besøger den socialdemokratiske stand mandag aften; der vanker nemlig en pose M&M’s som tak for deltagelsen:
“Vi synes faktisk, M&M’s passer rigtig godt som billede på god lokalpolitik”, fortæller Morten Spongenberg Thorup:
“Der er mange farver og forskelle, men kernen er den samme – viljen til at skabe et stærkere og mere sammenhængende Egedal. Det vil vi begge arbejde målrettet for”.
![]() ▮ Politisk markedsplads og valgdebat i Egedal 10. november ▶ Læs mere om arrangementet her 📍 Egedal Rådhus, Borgertorvet og Byrådssalen 📅 Mandag den 10. november 2025 🕓 Klokken 16.00 – 21.00 🎤 Moderator: Journalist Tine Gøtzsche 🍴 Der serveres let anretning og drikkevarer |










