Friplejehjem i Egedal: Ideologisk kamp eller glemte ældre?

Når vi taler om friplejehjem i Egedal, oplever jeg, at debatten hurtigt bliver polariseret. På den ene side står ønsket om valgfrihed og konkurrence, på den anden bekymringen for social ulighed og tab af fællesskab.

Men midt i de politiske positioner er der en risiko for, at vi glemmer det vigtigste: Hvordan sikrer vi, at vores ældre får en værdig, tryg og meningsfuld alderdom?

Ideologiske skyttegrave – og behovet for nuancer

Blå blok fremhæver friplejehjem som vejen til mere valgfrihed og højere kvalitet gennem konkurrence. Det kan lyde tillokkende, især når vi ser på succeshistorier fra andre kommuner, hvor private aktører har kunnet tilbyde noget særligt. Rød blok advarer omvendt mod, at pleje bliver en handelsvare, og frygter, at solidariteten og ligheden svækkes – ikke mindst når vi ser eksempler på private plejehjem med alvorlige kvalitetsproblemer.

Som radikal tror jeg på, at vi kan lære af begge sider. Valgfrihed har værdi, men vi må aldrig glemme fællesskabet og ansvaret for de svageste. Jeg tror på, at vi kan tage det bedste fra begge verdener og sammen finde løsninger, hvor både kvalitet, lighed og valgmuligheder kan gå hånd i hånd.

Praktiske udfordringer – og konsekvenser for kommunen

Bag de store ord gemmer sig en række helt konkrete udfordringer, som vi skal turde forholde os til:

● Økonomisk risiko: Hvis et friplejehjem går konkurs, har kommunen pligt til at overtage beboerne. Det kan føre til uforudsete udgifter og økonomisk usikkerhed. Det private alternativ er altså ikke uden risici – det har vi allerede set i andre kommuner.

● Komplekse takstforhandlinger: Når der opstår uenighed om betaling mellem kommune og private aktører, kan det skabe konflikter og usikkerhed om serviceniveauet. Det er i praksis kommunal kvalitetssikring gennem private rammer.

● Medarbejdervilkår og kvalitet: Hvis private plejehjem bruger mange ufaglærte vikarer, går det ud over kontinuitet og tryghed for beboerne. Tilsynsrapporter fra andre kommuner viser, at kvaliteten kan svinge mere, end vi kan være tjent med.

● Kapacitetsstyring: Kommunen mister styringen over, hvor mange pladser der oprettes, og hvor de ligger. Det kan føre til tomme kommunale pladser eller mangel på tilbud i visse områder. Samtidig er kommunen forpligtet til altid at have et beredskab – uanset hvad.

● Personaleudfordring: Friplejehjem kan tiltrække medarbejdere fra de kommunale plejehjem med bedre løn eller vilkår. Det forværrer rekrutteringsproblemerne og kan svække kvaliteten i det kommunale tilbud.

● Risiko for social ulighed: Muligheden for at tilkøbe ekstra ydelser på friplejehjem kan skabe et A- og B-hold blandt de ældre. Det er et fænomen, vi også kender fra forskellen mellem folkeskoler og privatskoler.

Den glemte stemme: De ældre og medarbejderne

Det, der bekymrer mig mest, er, at vi ofte glemmer at lytte til de ældre selv – og til de medarbejdere, der hver dag gør en forskel. Plejehjemsbeboere er afhængige af, at medarbejderne trives og har tid og overskud til omsorg. Alligevel drukner deres stemmer ofte i tekniske diskussioner om økonomi og ejerskab.

I andre kommuner fortæller borgere, at de føler sig magtesløse, når der opstår problemer på et privat plejehjem – for hvem har egentlig ansvaret? Når valgfriheden i praksis betyder mindre indflydelse på kvaliteten, må vi spørge os selv: Hvem er det egentlig, vi sætter i centrum?

En radikal vej: Fokus på fællesskab, kvalitet og dialog

For mig handler ældrepleje ikke kun om struktur, men om relationer, tryghed og respekt. Vi skal insistere på at sætte ældres trivsel og medarbejdernes arbejdsvilkår i centrum – uanset om plejehjemmet er offentligt eller privat.

Det kræver, at vi tør tage dialogen på tværs af partiskel og ideologier. At vi lytter til hinanden og bygger videre på det, der virker. At vi skaber løsninger, hvor fællesskab og valgfrihed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.

Spørgsmålet er ikke kun, hvem der ejer plejehjemmet – men hvordan vi sammen skaber rammer for et godt liv for vores ældre.

Lad os tage udgangspunkt i det, der virker, og bygge videre derfra. Lad os insistere på, at debatten om friplejehjem ikke bliver en skæbnesvanger afsporing, men en anledning til at styrke omsorgen, fællesskabet og værdigheden i Egedal – nu og i fremtiden.

Hvordan kan vi sammen finde en løsning, der tager højde for alles behov? For mig handler det om at skabe rammer for trivsel, omsorg og næstekærlighed – både nu og på lang sigt.