Frihedens pris for fællesskabet

Der foregår lige nu en stille revolution i dansk skolepolitik, som får alt for lidt opmærksomhed. Under dække af tilsyneladende neutrale begreber som “frihed”, “fleksibilitet” og “lokal tilpasning” er der sat en dagsorden i gang, som i virkeligheden åbner bagdøren for den segregering, som enhedsskolen blev skabt for at forhindre.

Frisættelsesdagsordenen præsenteres som en gave til lokale fællesskaber. Den er muligheden for at tilpasse undervisningen efter lokale behov og ønsker.

Det lyder umiddelbart fornuftigt og demokratisk. Men lad os være ærlige om, hvad der reelt sker. Når skoler får frihed til at differentiere deres tilbud, skabe særlige profiler og tiltrække bestemte elevgrupper, opstår der uundgåeligt hierarkier og sortering.

Hvem tager ansvar for sammenhængskraften?

Det er netop det, enhedsskolen blev indført for at bekæmpe. Den danske folkeskole byggede på erkendelsen af, at et demokratisk samfund ikke kan tolerere, at børnene sorteres fra hinanden allerede i de tidlige år.

Derfor afskaffede vi realskolen og andre former for tidlig opdeling – fordi vi forstod, at fælles dannelse kræver fælles erfaringer.

Nu sker der det modsatte under et nyt banner. Frisættelsen tænkes at give hver skole mulighed for at udvikle sin egen profil, sine egne standarder og sin egen tilgang. På papiret handler det om kvalitet og innovation. I praksis handler det om konkurrence mellem skoler om de mest attraktive elever og de mest engagerede forældre.

Resultatet bliver uundgåeligt en ny form for sortering. ikke længere gennem formelle eksaminer som i realskolen, men gennem subtile mekanismer af tiltrækningskraft og frasortering.

Mere end ord: Solidaritetsprincippet på spil

Nogle skoler bliver “succesfulde” med ambitiøse forældre og velmotiverede elever. Andre skoler bliver tilbage med de udfordringer og ressourcekrav, som det frisatte system ikke belønner.

Det er segregering af bagdøren, og den er måske endnu mere skadelig end den åbne sortering, fordi den skjuler sig bag retorik om frihed og forbedring.

Når vi tillader systemisk konkurrence mellem folkeskoler, skaber vi uundgåeligt vindere og tabere. Og børnene på taberskolerne får ikke bare en ringere undervisning, de mister også muligheden for at møde kammerater fra andre sociale baggrunde.

I Egedal og andre kommuner ser vi allerede begyndelsen på denne udvikling. Skoler markedsfører sig med særlige profiler. Forældre “shopper” mellem skoler, og gradvist opstår der uformelle hierarkier mellem institutioner, som alle skulle være ligeværdige dele af det samme folkelige projekt.

Vejen videre: Skolens egentlige kvalitet

Min bekymring er, at vi glemmer, hvad der virkelig skaber kvalitet i skolen: Stærke fællesskaber, hvor børn lærer at samarbejde på tværs af forskelle, hvor lærere kan fokusere på undervisning i stedet for markedsføring, og hvor hele lokalsamfundet føler ansvar for alle børn, ikke kun “deres egne”.

Hvordan finder vi en vej, hvor vi kan udvikle og forbedre folkeskolen uden at underminere de grundlæggende principper om lighed og fællesskab?

Det kræver, at vi anerkender, at ægte kvalitet ikke opstår gennem konkurrence og sortering, men gennem solidaritet og fælles ansvar.

Lad os bygge videre på enhedsskolens bedste traditioner i stedet for at åbne bagdøre til den opdeling, som tidligere generationer kæmpede så hårdt for at overvinde.