Tryk på "Enter" for at springe over

Flere medarbejdere bliver i Egedal: Ny indsats viser resultater

Egedal Kommune har de seneste år oplevet et fald i antallet af medarbejdere, der forlader deres job. Især skolerne har haft succes med at fastholde lærere gennem nye tiltag, og kommunen klarer sig bedre end flere nabokommuner.

Egedal Kommune har de seneste år oplevet, at flere ansatte bliver i deres job i stedet for at søge videre. Det viser nye tal, hvor antallet af medarbejdere, der forlader deres stilling, er faldet fra 18,6 procent i 2023 til 16,4 procent i 2024. Særligt på skoleområdet ses en markant forbedring.

Stabile medarbejdere giver bedre velfærd

Borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) er glad for udviklingen:

”Medarbejderne er vores vigtigste ressource. Dygtige og stabile medarbejdere giver de bedste vilkår for, at vi kan løse vores velfærdsopgave overfor borgerne. Derfor glæder jeg mig over, at flere medarbejdere har lyst til at blive i Egedal Kommune”, siger hun om de nye tal.

Udviklingen betyder, at kommunen ikke skal bruge nær så mange ressourcer på at finde og oplære nye medarbejdere, hvilket kan styrke den daglige drift og forbedre servicen for borgerne.

Særlig indsats på skoleområdet virker

Et af de områder, hvor der er sket den største forbedring, er på kommunens skoler. I 2021 sagde 21 procent af kommunens lærere op, men i 2024 er tallet faldet til 11,7 procent.

Formand for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lars Winther (Lokallisten Ny Egedal), fremhæver en målrettet indsats som en vigtig forklaring:

”Skolerne har arbejdet målrettet med fastholdelse. Et vigtigt element har været at få nye lærere godt i gang. Der er blandt andet lavet en lærerstartsordning for nyuddannede og nyansatte i Egedal Kommune, systematiseret sparring med ledelsen samt netværk og supervisionsordning. Det, vurderer jeg, kan være med til at forklare faldet”, siger han.

Der er for alle tallenes vedkommende tale om eksterne afgange. Det vil sige, at interne jobskifter i kommunen (fx en lærer, der skifter mellem to skoler i Egedal Kommune) ikke fremgår som en afgang.

Kommunen har også indgået en aftale med Danmarks Lærerforening om mere fleksible arbejdsforhold og bedre tid til forberedelse. Derudover har lærere med mere end to års ansættelse fået et fastholdelsestillæg ved de seneste lønforhandlinger.

Egedal gør det bedre end nabokommunerne

Egedals fald i medarbejderafgang er en del af en større tendens, hvor flere kommuner i Hovedstadsområdet oplever forbedringer. Albertslund, Ballerup og Høje-Taastrup ser også et fald, men udviklingen er mest markant i Egedal.

Borgmesteren understreger, at arbejdet med at fastholde ansatte er afgørende:

”Alle kommuner i Danmark har udfordringer med at tiltrække og fastholde medarbejdere til velfærds- og omsorgsfag som lærere, pædagoger og social- og sundhedsmedarbejdere. Det er de medarbejdere, der får vores velfærdssamfund til at fungere. Derfor skal vi lære af vores erfaringer med fastholdelse, så endnu flere bliver i de fag”, siger Vicky Holst Rasmussen.

Udviklingen i den samlede medarbejderafgang i Egedal Kommune
2021: 21,8 procent sagde op
2023: 18,6 procent sagde op
2024: 16,4 procent sagde op

Udviklingen på skoleområdet:
2021: 21 procent af lærerne sagde op
2023: 18 procent af lærerne sagde op
2024: 11,7 procent af lærerne sagde op