Tryk på "Enter" for at springe over

Efter stort politisk drama: Nu kan Egedal komme i gang med klimaarbejdet

Efter ugers politisk uro er Egedal Kommunes repræsentanter i de grønne treparter nu på plads. Med borgmester Vicky Holst Rasmussen og Bo Brøndum Pedersen i spidsen kan fokus endelig rettes mod klimaarbejdet og de konkrete naturtiltag.

Efter flere ugers politisk uro har Egedal Kommune nu udpeget de to repræsentanter, der skal føre kommunens stemme i arbejdet med de grønne treparter.

Det bliver borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) og formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget Bo Brøndum Pedersen (H), der skal varetage opgaven. Dermed er en kaotisk proces afsluttet, og kommunen kan nu rette fokus mod de konkrete klima- og naturindsatser, der skal gennemføres i de kommende år.

En stormfuld proces

Byrådets valg af repræsentanter har været omgærdet af uenigheder og interne politiske kampe. Oprindeligt besluttede Økonomiudvalget at indstille, at Vicky Holst Rasmussen og Bo Vesth (V) skulle repræsentere kommunen. Dette valg blev dog mødt med modstand fra flere sider, blandt andet med den begrundelse, at kommunens administration havde anbefalet, at formanden for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget skulle have en plads.

Denne sag er for vigtig til at drukne i valgkamp og intern fnidder”.
Bo Vesth (V)

Kort efter beslutningen blev truffet, udviklede debatten sig til en meget hård politisk konflikt, hvor anklager om personfnidder og manglende saglighed fløj på tværs af især flere af lokalområdets grupper på de sociale medier.

Bo Brøndum Pedersen udtrykte stor skuffelse over at være blevet fravalgt, mens flere partier beskyldte Socialdemokratiet og Venstre for at udnytte deres politiske flertal til at sikre bestemte personer posterne.

Bo Vesth trækker sig

Uroen kulminerede, da Bo Vesth valgte at trække sig fra posten som Egedal Kommunes repræsentant på byrådsmødet onsdag. Han begrundede beslutningen med, at sagen var blevet for politiseret:

“Denne sag er for vigtig til at drukne i valgkamp og intern fnidder”, sagde han i en tal, der vil blive husket længe, og i hvilken han blandt andet gjorde rede for sin skuffelse over både forløbet og især tonen.

Læs EgedalPostens kommentar til Bo Vesths tale her.

Han fremsatte derefter et nyt forslag, stillet på vegne af Socialdemokratiet, Venstre, Lokallisten Ny Egedal og Moderaterne, hvor Bo Brøndum Pedersen i stedet overtog posten som kommunens repræsentant sammen med borgmester Vicky Holst Rasmussen.

Dette ændringsforslag blev vedtaget.

”Den grønne trepart er én af de vigtigste aftaler i nyere tid. Vi står foran en vigtig og stor en opgave, hvor vi skal skabe de bedst mulige resultater for borgerne i Egedal, for landbruget og for miljøet.

Vicky Holst Rasmussen (S),
borgmester i Egedal Kommune

Klar til arbejdet

Med den nye beslutning på plads er Egedal Kommune nu klar til at påbegynde arbejdet med de lokale omlægningsplaner. De grønne treparter har som mål at reducere CO2-udledningen fra landbruget, mindske kvælstofforurening i de danske farvande og sikre mere sammenhængende naturområder.

Borgmester Vicky Holst Rasmussen siger om arbejdet, som starter nu:

”Den grønne trepart er én af de vigtigste aftaler i nyere tid. Vi står foran en vigtig og stor en opgave, hvor vi skal skabe de bedst mulige resultater for borgerne i Egedal, for landbruget og for miljøet. Klimaforbedring og klimasikring er en vigtig del, men de grønne treparter handler også om bæredygtig byudvikling, sunde vandløb, biodiversitet og rekreative områder til gavn for borgerne”.

Kommunen deltager i samarbejdet for Roskilde Fjord og Isefjord, hvor der blandt andet vil blive arbejdet med at udlægge lavbundsjorde til natur, rejse skov og etablere vådområder.

Næste store skridt bliver et stormøde den 4. februar, hvor kommunen vil drøfte omlægningsplanerne med lokale landmænd og interesseorganisationer. Ifølge Bo Brøndum Pedersen bliver borgerinddragelse en central del af processen.

“Omlægningen kommer til at ændre landskabet, som vi kender det. Derfor er det vigtigt, at vi får en grundig dialog med lodsejere og borgere, så vi kan finde de bedste løsninger for alle parter”, siger han.

FAKTA: Hvad er de grønne treparter?

De grønne treparter er et samarbejde mellem kommuner, landbruget og naturorganisationer om at reducere CO2-udledning og forbedre biodiversiteten.

Der er oprettet 23 lokale treparter i Danmark, der skal planlægge og gennemføre omlægning af landbrugsjord til natur.

Kommunerne skal vedtage deres omlægningsplaner senest i 2025.

En grøn arealfond på 43 mia. kr. skal finansiere indsatsen.

Egedal Kommune er en del af samarbejdet for Roskilde Fjord og Isefjord.