Dansk Folkeparti i Egedal har gennemført et formandsskifte for at sikre fuldt fokus på det kommunalpolitiske arbejde i byrådet. Efter ni år i bestyrelsen har Allan Bøwig givet stafetten videre til Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen.
Medlemmerne af Dansk Folkeparti i Egedal har på partiets generalforsamling valgt ny formand. Her blev det besluttet, at Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen fremover skal stå i spidsen for lokalafdelingen.
Han overtager posten fra Allan Bøwig, som efter næsten et årti i bestyrelsen har valgt at træde tilbage for at kunne fokusere fuldt ud på opgaverne i Egedal Byråd.
Læs også: Allan Bøwig tror på det brede samarbejde: “Det handler ikke om størrelsen”
Den nye formand blev valgt enstemmigt, og den afgående formand ser med ro på, at nye kræfter nu tager over i den daglige ledelse af foreningen:
“Jeg er efter 9 år i bestyrelsen glad for at kunne give posten videre til nye kræfter”, fortæller Allan Bøwig.
Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen har i det seneste år markeret sig som en aktiv skikkelse i det lokale politiske landskab. Ved kommunalvalget i 2025 var han spidskandidat for Danmarksdemokraterne i Egedal, hvor han efter en synlig valgkamp med blandt andet flere debatskabende læserbreve her i EgedalPosten modtog 189 personlige stemmer, mens Danmarksdemokraterne fik 593 stemmer. Det var dog ikke nok til en plads i byrådet.
Gå aldrig glip af en vigtig lokalhistorie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Ny bestyrelse er på plads
Nu gælder det arbejdet for Dansk Folkeparti, hvor opgaven blandt andet bliver at sikre et tæt samspil mellem partiforeningen og det politiske arbejde i byrådssalen. Den nye formand ser frem til at trække i arbejdstøjet sammen med de øvrige valgte medlemmer:
“Jeg ser frem til at føre lokalafdelingen videre sammen med den nye bestyrelse og til at støtte bedst muligt op om vores byrådsmedlem”, siger Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen.
Udover valget af formand blev der også sat navne på de øvrige poster i bestyrelsen. Den samlede bestyrelse består efter generalforsamlingen af fem personer, der i fællesskab skal varetage partiets interesser i Egedal Kommune.
▮ Bestyrelsen i Dansk Folkeparti Egedal
Formand: Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen.
Bestyrelsesmedlemmer: Kenni Jensen, Bent Larsen, Steen Kofoed og Christian Sødergren.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





