Mia Maja Holst Manstrup udvider tilbuddet Barselsbyen og flytter fra privatboligen i Stenløse til nye lokaler i Frederikssund. Målet er at skabe et tiltrængt fristed for udmattede småbørnsforældre.
Forældre med spædbørn kender ofte til følelsen af ekstrem søvnmangel, ensomhed og et konstant mentalt pres i hverdagen. Det fik for et halvt års tid siden Mia Maja Holst Manstrup fra Stenløse til at tage sagen i egen hånd: Fra sin privatbolig på Rosenlundvej i Stenløse skabte hun i starten af 2026 initiativet Barselsbyen for at tilbyde et helle til udmattede småbørnsforældre.
Nu tager det uformelle tilbud skridtet videre og flytter ud af hjemmet til nye lokaler på Jernbanegade 40 i Frederikssund.
Læs også: Fra Parken til puslebordet: Mia Maja vil skabe sin egen landsby i Egedal for udmattede forældre
Mia Maja havde oprindeligt ambitioner om at åbne i lokaler i Egedal Centret, men i første omgang bliver det altså i nabobyen, at hendes pionerarbejde får sit første faste tag over hovedet. Visionen rækker dog længere end én adresse i Frederikssund, og Mia Majas ambition er at undersøge, om Barselsbyen på sigt kan udbredes til resten af landet.
Et tiltrængt pusterum
Den 36-årige stifter er oprindeligt kendt for sin musikalske karriere som korsanger for rockbandet Volbeat. Baggrunden for hendes store engagement i småbørnsfamiliers trivsel er dog i høj grad rundet af hendes egne personlige og voldsomme erfaringer med en fødselspsykose og ekstrem søvnmangel efter sine fødsler. Da den voldsomme søvnmangel ramte anden gang, søgte hun akut efter aflastning, men mødte et system uden de rette tilbud.
Mia Maja Holst Manstrup har udgivet bogen “En Sindssygt God Mor”, og da EgedalPosten talte med hende i maj måned efter opstarten i Stenløse, satte hun ord på den manglende hjælp, hun oplevede i sit eget fødselsforløb:
“Det er ikke fair, at man skal helt ud til psykiatrisk skadestue, før hjælpen findes. Jeg ønsker at tilbyde det trygge mellemrum, før det når dertil. Et sted, hvor forældre kan få lavpraktisk støtte, omsorg og ro, uden at situationen behøver blive dramatisk”.
Konceptet bygger på tanken om, at trivsel ikke kun handler om at gribe mennesker, når de er blevet syge, men om at forebygge, at de når dertil.
Ingen tilmelding eller henvisning
Det nye sted i Frederikssund henvender sig til gravide samt familier med børn i alderen 0 til 2 år. Det er hverken en café, en mødregruppe eller et kommunalt tilbud, men et forebyggende værested, hvor du kan troppe op helt uden forudgående tilmelding eller henvisning fra myndighederne.

Tanken er at passe lige så godt på de voksne, som der bliver passet på børnene. I de nye rammer er der plads til både amning, flaskegivning, gråd og grin. Du finder blandt andet massagestole, varm kaffe og trygge legemuligheder for de mindste.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Gennem sit arbejde med de første 25 familier i Stenløse hæftede Mia Maja sig ved et helt særligt mønster blandt de fremmødte:
“Jeg har ikke mødt et eneste forsømt barn i mit arbejde – men jeg har mødt rigtig mange ‘forsømte’ voksne. De her forældre er ressourcestærke, fornuftige mennesker, som går gennem ild og vand for deres børn. Men deres egne behov bliver tilsidesat i en sådan grad, at det udvikler sig til massiv mistrivsel”, forklarede hun til EgedalPosten om sin opstart med Barselsbyen.
Massiv opbakning fra erhvervslivet
Siden idéen blev præsenteret, har projektet oplevet en stor lokal og regional opbakning. Omkring 30 virksomheder og organisationer har valgt at støtte initiativet gennem sponsorater, donationer og samarbejder.
Håbet og ambitionen er på sigt at undersøge, om konceptet kan bredes ud til endnu flere steder i landet, så forældre overalt kan få støtte i den første svære tid:
“Når man har et spædbarn, ændrer luksus karakter. Pludselig kan en varm kop kaffe, et varmt måltid eller ti minutters ro føles som den største gave. Barselsbyen er skabt for at give netop de små pauser tilbage til forældrene“, siger Mia Maja Holst Manstrup.
Barselsbyen inviterer alle interesserede til officiel åbningsreception lørdag den 8. august 2026 klokken 11.00-14.00. Der vil være mulighed for at opleve stedet, møde Mia Maja, høre om visionen bag Barselsbyen og se de mange faciliteter, som er skabt for gravide og familier med små børn.

Barselsbyens nye lokaler i Frederikssund Foto: Mia Maja Holst Manstrup
▮ Åbning af Barselsbyen
Hvornår: Lørdag den 8. august 2026 klokken 11.00 til 14.00.
Hvor: Jernbanegade 40, 3600 Frederikssund.
Målgruppe: Gravide og familier med børn i alderen 0-2 år.
Stifter: Mia Maja Holst Manstrup.
Læs mere på Barselsbyens hjemmeside
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





