Endelig ser det ud til, at beslutningen om skæbnen for den ødelagte skulptur ved indkørslen til Stenløse nærmer sig efter et meget langvarigt forløb: Inden udgangen af april skal politikerne tage stilling til, om skulpturen De Tre Porte skal repareres for 150.000 kroner fra kommunens kunstpulje.
I rundkørslen på Krogholmvej i Stenløse Syd står skulpturen De Tre Porte stadig indhegnet og med synlige skader. Helt tilbage i marts 2023 blev der opdaget alvorlige skader på skulpturen, som er lavet af mursten og metalbuer, og byrådet besluttede derfor i juni 2024 at igangsætte en renovering til 80.000 kroner.
Kort efter at arbejdet begyndte, blev det dog – som EgedalPosten tidligere har kunnet fortælle – konstateret, at skaderne på værket var langt større end først antaget.
Læs også: Reparation for 150.000 kroner eller en tom rundkørsel: Hvad skal der ske?
Det har efter et årelangt tilløb ført til, at reparationen af skulpturen midt i marts 2025 for fjerde gang blev behandlet i Egedal Kommunes Kunstråd, der nu har sendt sagen videre til Økonomiudvalget og efterfølgende byrådet.
Prominente politikere bakker op
Kunstrådet anbefaler – i øvrigt sammen med kommunens administration – at skulpturen repareres og altså ikke rives ned. Økonomiudvalget skal nu på sit møde den 23. april beslutte, om det kan anbefales at bruge yderligere 70.000 kroner fra kommunens kunstpulje på at gennemføre en totalrenovering, der så samlet set vil koste 150.000 kroner.
Sagen skal derefter godkendes endeligt i Byrådet den 30. april.
Da Egedal Kommunes Kunstråd består af tre udvalgte borgere samt Vicky Holst Rasmussen (borgmester og formand for Økonomiudvalget), Charlotte Haagendrup (1. viceborgmester og formand for Kultur-, Fritids- og Erhvervsudvalget), Ulrik John Nielsen (2. viceborgmester og formand for Plan- og Byudviklingsudvalget), vil det være meget sandsynligt, at både Økonomiudvalget og efterfølgende Byrådet bakker op om indstillingen.
Reparation udføres af lokale håndværkere
Arbejdet vil ifølge oplægget til Økonomiudvalget blive udført af en lokal murer og smed. Kunstneren bag værket, Peter Hesk, deltager uden vederlag, og han har derudover som et plaster på såret for at kompensere for kommunens ekstra udgifter til totalrenoveringen tilbudt Egedal Kommune en udendørs bronzeskulptur til en værdi af 70.000 kroner.
Læs også: Dyr reparation i rundkørsel: Kunstner vil forære Egedal ny skulptur som plaster på såret
Skulpturen De Tre Porte i rundkørslen ved Stenløse Syd har stået indhegnet siden efteråret 2023, og ifølge kommunen har det affødt adskillige borgerhenvendelser i forbindelse med undersøgelserne og den igangsatte renovering.
▮ Skulpturen “De Tre Porte” i Stenløse
“De Tre Porte” blev opført i 2014 som en symbolsk indgang til Stenløse Syd. Skulpturen markerer sammenlægningen af de tre tidligere kommuner og er et vartegn for området. Den er designet af kunstneren Peter Hesk i samarbejde med lokale beboere, som har hjulpet med at lave murstenene til værket.
Kunstner: Peter Hesk
Opført: 2014
Placering: Rundkørslen ved Krogholmvej og Agertoftegårdsvej
Symbolik: Markerer sammenlægningen af Ledøje-Smørum Kommune, Stenløse Kommune og Ølstykke
Læs mere om skulpturen i Egedal Leksikon her.




