Efter flere måneders grundig forberedelse er Røde Kors Egedal klar til at genstarte Vågetjenesten. Formålet er, at ingen borgere i kommunen skal dø alene – og nu søger organisationen flere frivillige til indsatsen.
Forestil dig at ligge alene i dine sidste timer. Ingen hånd at holde i, ingen beroligende stemme at lytte til. Det er virkeligheden for hver tiende dansker, som dør uden familie eller venner omkring sig. Ofte fordi de har levet en isoleret tilværelse og derfor dør i ensomhed derhjemme, på plejehjem eller på sygehuse.
Den virkelighed vil Røde Kors Egedal nu forsøge at ændre.
Efter en pause er Vågetjenesten nemlig tilbage i kommunen. Initiativet, der er udviklet i samarbejde med Sundhedscenteret i Egedal Kommune, bygger på et enkelt, men stærkt motto: Ingen skal dø alene.
Frivillige skal give nærvær – ikke pleje
Vågetjenesten består af frivillige, der sidder hos døende som erstatning for eller aflastning af pårørende. De indgår ikke i plejen, men skaber nærvær i en sårbar stund. Forud for indsatsen får alle frivillige en grundig introduktion og træning, så de er rustet til at håndtere de svære følelser og situationer, der kan opstå.
Læs også: Vil du holde en hånd, når det gælder allermest?
I Egedal vil indsatsen dække både plejecentrene Porsebakken, Damgårdsparken, Egeparken og Hyrdevænget og de 20 døgnpladser i kommunen. Derudover vil der i samarbejde med hjemmeplejen være vågeopgaver hos hjemmeboende borgere, der ønsker at dø i eget hjem.
To aktivitetsledere står klar
Røde Kors Egedal har udpeget to aktivitetsledere, som sammen med kommunens palliationssygeplejerske skal koordinere arbejdet. Allerede nu har omkring ti frivillige meldt sig, men der er plads til flere:
“Vi kan altid bruge flere, der har tid og lyst til at gøre en forskel. Det handler om at være der for et andet menneske, når livet nærmer sig sin afslutning”, fortæller Røde Kors Egedal.
Kom og hør mere
For at give et indblik i arbejdet holder Røde Kors Egedal et informationsmøde torsdag den 14. august kl. 19.00 i lokalerne bag Røde Kors-butikken i Egedal Centret. Her kan man høre aktivitetsledernes tanker, få svar på spørgsmål og selv komme med input.
Tilmelding sker til aktivitetsleder Lene Martinsen på mail eller telefon 26 55 49 76.




