Tryk på "Enter" for at springe over

Regionspolitikerne Peter og Camilla fiskede stemmer – og en enkelt aborre

To spidskandidater fra hver sin nuværende region greb fiskestangen og inviterede borgerne med på tur i Hove for at tale om sundhed og regionale prioriteringer frem mod valget til den nye Region Østdanmark den 18. november.

Den 18. november skal vælgerne bestemme, hvem der skal sætte den politiske retning, når Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver lagt sammen til den nye Region Østdanmark.

For at tage hul på snakken – og måske fange et par fisk undervejs – havde SF’s spidskandidat Peter Westermann og Venstres spidskandidat Camilla Hove Lund inviteret alle interesserede til fisketur i Hove Fiskepark, midt på grænsen mellem de to gamle regioner.

Læs også: To spidskandidater inviterer dig på fisketur i Hove

Peter og Camilla sidder i dag i hvert deres regionsråd, men de deler ønsket om en stærkere og mere lige adgang til sundhed i hele Østdanmark. Formålet med fisketuren var – på tværs af partiskel – at møde borgere til en uformel snak om, hvordan den nye region kan komme godt fra start.

”Det er altid dejligt at komme ud og møde folk i nogle lidt anderledes rammer. Her giver det ekstra meget mening, fordi vi er i en gammel kalkgrav – selvom mange mest forbinder os i regionerne med sundhedsområdet, så har vi også ansvar for at udlægge, hvor man kan grave efter råstoffer. De regler, der er nu, er alt for firkantede, og vi i SF kunne fx godt tænke os, at det blev muligt at stille krav om, at færdige graveområder blev omlagt til natur eller rekreative formål – som her i Hove”, siger Peter Westermann om det utraditionelle arrangement.

Fik aborre på krogen

På en frisk men også noget kold søndag formiddag mødte et dusin borgere i alle aldre op, og mens fiskestængerne blev rigget til, kom der kaffe i kopperne og chokoladeboller på bordene. Selv om der ihærdigt blev forsøgt med forskelligt grej, lykkedes det ikke at få nogen ørreder med hjem. Hen mod slutningen kom der lidt spænding, da turens mest rutinerede fisker fangede en stor aborre – efter sigende tæt på en personlig rekord – på en regnorm fisket langs bunden.

Den fik lov til at svømme videre, og flere fisk blev det desværre ikke til på en formiddag, hvor fangsterne i søen generelt var til at overskue.

Det blev dog heldigvis til flere gode snakke, og lokationen på grænsen mellem de to gamle regioner var passende – der var enighed om, at der venter nogle store udfordringer i den nye kæmpe-region, som skal sikre gode og nære sundhedstilbud for alle lige fra københavneren på stenbroen til bondemanden ude i ”yderkanten”.

Kandidaterne fik også sat lidt fokus på, at regionerne jo faktisk også har ansvar for mere end blot sygehuse og sundhedstilbud.

”For mig er politik også relationer, både til politiske kolleger fra andre partier men også til borgerne. Derfor var dette arrangement så godt, da talen flød frit på en helt anden måde, og man så hinanden i anden sammenhæng”, siger Camilla Hove Lund om søndagsturen, hvor der (formodentlig) blev fisket flere stemmer end fisk.