Skenkelsø Mølle i Ølstykke åbner dørene for en eftermiddag med traditionelle påskeaktiviteter, hvor hele familien kan prøve kræfter med kartoffelløb, skattejagt og fremstilling af påskepynt.
Skenkelsø Mølle slår dørene op for påskeglade gæster tirsdag den 31. marts fra klokken 13 til 16. Her er der lagt op til en række forskellige aktiviteter for både børn og voksne i de historiske omgivelser ved Maglehøjvej 42.
Der er mulighed for at gå på jagt efter påskeposer, der er gemt på området, og for de madglade og nysgerrige serveres der smagsprøver på den traditionelle ret skidne æg, som mange også har stående på påskebordet.
Påskelege med kartofler
En særlig påsketradition på Skenkelsø Mølle er at udskifte de gængse påskeæg med kartofler. Du kan derfor prøve kræfter med både kartoffelløb og disciplinen at trille kartoffel.

I skoven er der arrangeret en skattejagt, hvor opgaven går ud på at finde så mange påskeharer som muligt. Derudover er der indrettet et værksted, hvor du kan lave din egen påskepynt eller så karse, som kan tages med hjem til påskefrokosten.
Oplev den gamle mølle
Undervejs i arrangementet er det muligt at købe hjemmebagt kage, kaffe og te til de voksne samt saft til børnene. Samtidig holder museet sine faste udstillinger åbne for publikum.
Her kan du opleve den gamle mølle, som den så ud, da den malede mel i slutningen af 1800-tallet, og selv prøve at kværne korn for at få en fornemmelse af det gamle håndværk og den lokale historie.
Arrangementet gennemføres i et samarbejde med Ølstykke Historiske Forening.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?




