Halloween i Egedal Centret og Stenløse Kulturhus trak tusindvis af gæster til i sidste weekend. Bag det skrækindjagende fængsel, de kreative værksteder og de klamme kasser stod børn og unge fra hele kommunen, og resultatet blev en dag fuld af både drama og dannelse, hvor hele 17.000 kroner gik til BørneTelefonen.
Allerede fra du trådte ind i Stenløse Kulturhus sidste weekend, kunne du mærke, at noget var anderledes. Der hang uhygge i luften; ikke bare pynt og kostumer, men ægte, gennemtænkt gys. Det var nemlig ikke voksne, der stod bag det hele, men børn og unge fra Egedals fritids- og ungdomsklubber, der selv havde skabt Horrortunnellen ”Det Forladte Fængsel”.
Med måneder af planlægning, konstruktion og skuespil forvandlede de kælderen til et mareridt, hvor fanger blev henrettet i guillotine og elektrisk stol, mens de besøgende forsøgte at slippe ud med nerverne i behold.
En far kom op fra kælderen med sin søn og sagde:
”Jeg er virkelig imponeret over, at børnene har kunnet skabe så professionelle horrorkulisser. Både sønnike og jeg blev godt skræmte”, fortæller han.
Et andet barn kom ud og udbrød med store øjne: ”Nu har de jo hugget hans hoved af – hvad gør de så?”.
Læring forklædt som gys
Bag gyset gemte der sig et langt og engagerende pædagogisk forløb. Leder af Stenløse Fritids- og Ungdomsklub, Kristian Klinge Königsberg, forklarer, hvordan projektet blev til:
”Det, der begyndte som en idé blandt nogle af de unge, voksede til et fuldskalaprojekt med konstruktion, lys, lyd, scenografi, skuespil og kommunikation – alt sammen skabt af de unge selv”, fortæller Kristian Klinge Königsberg.

Han understreger, at de voksne medarbejdere blot fungerede som sparringspartnere og rammeskabere – det var de unges kreativitet og initiativ, der bar projektet.
Et fængsel bygget med fællesskab
Projektet blev realiseret med støtte fra Ungdomsringen og gav plads til at arbejde langsigtet og procesorienteret med både sociale, faglige og personlige mål.
”Når unge får mulighed for at være med hele vejen – fra idé til virkelighed – opstår en særlig form for ejerskab. De oplever, at deres indsats har værdi for fællesskabet”, siger Kristian Klinge Königsberg.
Han fremhæver, at projektet ikke kun handlede om Halloween-weekenden, men om fire måneders meningsfuld deltagelse, beslutningstagning og samarbejde.
Søde sager med stor betydning
Et andet tilløbsstykke var ”Bag For En Sag”-boden i Egedal Centret, hvor børn og unge fra Klub Egedal havde bagt løs og solgte kager til fordel for BørneTelefonen.

Med hjælp fra lokale bagerier og pølsemanden, der gav 2 kroner pr. solgt hapsdog, lykkedes det at samle over 17.000 kroner ind. Et imponerende resultat, som blev mødt med stor glæde:
”Vi bager, så ingen børn ringer forgæves”, lød det fra Klub Egedal.
Slimede overraskelser
Dagen bød også på pop-up teater med børn fra Springbrættet, der midt i al uhyggeligheden skabte små forestillinger og mod på scenen. En af deltagerne fortalte:
”Jeg er blevet mere modig foran mange mennesker”.
Andre unge fra Klub Hampen havde udviklet mysteriebokse – også kaldet ”klamme kasser” – hvor besøgende skulle føle sig frem i mørket og gætte, hvad de rørte ved. En aktivitet, som både skabte grin og gys – og som de unge selv havde stået for fra idé til udførelse.
(U)hygge for de mindste
Mens kælderen var for de modige, bød kulturhusets Store Sal på et mere børnevenligt gys. Her kunne de yngste besøge ”Fredes uhyggelige hyggelige hus”, brygge monstereliksirer og bygge spøgelseshuse i karton.
Ditte Mejlhede, kulturhuskoordinator i Stenløse Kulturhus, fortæller:
”Det er nu tredje år, at vi afholder stor Halloweenfest for børnefamilier. Og med over 10.000 gæster i Egedal Centret og over 1000 i Stenløse Kulturhus, må arrangementet siges at være en succes”.
Hun tilføjer, at kulturhuset især lægger vægt på at skabe trygge og kreative oplevelser for de små modige størrelser.
Arrangementet blev skabt i samarbejde mellem Klub Egedal, Ung Egedal, Egedal Bibliotekerne, Egedal Musik- og Kulturskole, Stenløse Kulturhus og Egedal Centerforening – med støtte fra Ungdomsringen, som også har åbnet for samarbejde med klubber uden for kommunen.









