Grundvandsbeskyttelsen i Egedal Kommune overholder ikke loven

Dansk grundvandspolitik har udgangspunkt i princippet forebyggelse frem for rensning. Det betyder, at vi beskytter vores grundvand mod forurening. Det gør vi, fordi vi bruger grundvandet til drikkevand, og vi ønsker, at vores drikkevand skal produceres fra renest muligt grundvand. Vi beskytter også grundvandet, fordi det leverer vand til vores åer og søer, som vi ønsker, skal have god vandkvalitet og være et godt levested for dyr og planter.

Grundvandet beskyttes gennem mange forskellige tiltag, hvoraf nogle er generelle og strategiske, og andre er mere målrettede og konkrete. Ansvaret for de forskellige tiltag er fordelt mellem Miljøstyrelsen, regionerne, kommunerne og vandforsyningerne – og derudover har vi hver især et ansvar for at beskytte grundvandet på vores egen grund.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) vil melde 25 kommuner for enten slet ikke eller kun i begrænset omfang at have beskyttet de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO).

– Det er dybt kritisabelt. Der er nul gode argumenter for at gamble med vores drikkevand, og jeg er forundret over, at 25 kommuner har ignoreret miljølovgivningen på bekostning af vores drikkevand, siger han tirsdag i en pressemeddelelse.

I alt har 25 kommuner kun beskyttet mellem 0 og 19 procent af de boringsnære beskyttelsesområder, og af disse har 11 kommuner ikke beskyttet et eneste BNBO. Magnus Heunicke vil derfor tirsdag bede Ankestyrelsen om at tage stilling til, om der kan rejses tilsynssager mod 25 kommuner.

En af de 25 kommuner er Egedal Kommune

– Derfor er det under al kritik, at nogle kommuner helt har valgt at tilsidesætte lovgivningen. Derfor vil vi nu indberette de pågældende kommuner til Ankestyrelsen, der er det instrument, vi har, hvis en offentlig myndighed bryder loven, siger Magnus Heunicke.

Ankestyrelsens tilsyn har kompetence til at omstøde en kommunes handling, hvis den strider mod loven. I visse tilfælde kan medlemmerne af kommunalbestyrelsen få tvangsbøder, hvis de ikke gør, som de efter loven har pligt til.

Som tidligere vandværksbestyrer for Ølstykke Vandforsyning er en af mine kæpheste, at det drikkevand vi drikker, skal være af bedste kvalitet og ikke forurenet.

Tidligere alvorlig forureningssag i Ølstykke i 1986
I 1986 blev det konstateret, at vandet var svagt forurenet med trichlorethylen, som er sivet ned i grundvandet fra en industrigrund, der tidligere har tilhørt Leidersdorff’s Pelsberederi.

Grunden ligger cirka en kilometer fra Svestrup Vandværk, der forestår kommunens vandforsyning. Det forurenede vand pumpes op for at sikre at forureningen ikke tager retning mod de boringer, der dengang skaffede rent drikkevand til ca. 13.000 borgere i Ølstykke.

Afværgepumpningen koster vandværket ekstra mandskabstimer og store beløb til strømforbrug. På daværende tidspunkt var jeg formand for teknisk udvalg i kommunen. Jeg fandt, at det ville være smartere, hvis man løste problemet ved industrigrunden, men uha, det skulle man ikke lige med det samme.

Det var ikke kommunens opgave, men Miljøministeriets. Det var kommunens opgave at skaffe rent vand, ikke at rense jord, fik jeg at vide.

Miljøministeriet oplyser, at det tænker, blandt over hvilke kriterier der generelt skal gælde for indholdet af miljøfremmede stoffer i drikkevandet. Man mener, at det skulle lykkes at få tænkt færdig i løbet af et halvt års tid.