Smørum Bibliotek inviterer børn og voksne til en stemningsfuld teateroplevelse med Prinsessen på ærten. Teatret Fyren og Flammen opfører den klassiske H.C. Andersen-fortælling i en ny og poetisk dukketeaterudgave.
På en efterårsdag er der næsten ikke noget hyggeligere end at samles om en god fortælling. Derfor inviterer Egedal Bibliotekerne børn og voksne til en stemningsfuld teateroplevelse i efterårsferien med H.C. Andersens klassiske Prinsessen på ærten-eventyr i en ny og fantasifuld fortolkning.
Tirsdag den 13. oktober klokken 15.00 gæster Teatret Fyren og Flammen Smørum Bibliotek med dukketeaterforestillingen.
Med afsæt i H.C. Andersens eventyr følger publikum en prins på jagt efter en ægte prinsesse. Men hvad vil det egentlig sige at være ægte? På poetisk og fantasifuld vis udfolder fortællingen sig, mens prinsen drager ud i verden og til sidst møder den prinsesse, han har ledt efter.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Forestillingen er en dukketeateroplevelse for hele familien. Den varer cirka 35 minutter og henvender sig til børn fra 3 år og op til 99 år.
Arrangementet finder sted i Kulturhussalen på Smørum Bibliotek. Det er gratis at deltage, men billet er nødvendig. Både børn og voksne skal have billet, som kan bookes på egedalbibliotekerne.dk.
For at give så mange børn som muligt mulighed for at opleve forestillingen, opfordrer vi til, at der højst deltager én voksen pr. barn.
Efter forestillingen kan eventyret fortsætte på biblioteket, hvor børn og voksne sammen kan dele læseoplevelser på tværs af generationer.
| ▮ Børneteater: Prinsessen på ærten Tidspunkt: Tirsdag den 13. oktober 2026 kl. 15.00-15.35 Målgruppe: Børn fra 3 år (og op til 99 år) Sted: Smørum Bibliotek, Kulturhussalen Billetter: Gratis billetter kan bestilles på egedalbibliotekerne.dk. |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





