Tryk på "Enter" for at springe over

Derfor er der behov for et nyt lokalmedie i Egedal

EgedalPosten er det nyeste medie i Egedal Kommune – og her er det helt gratis at læse nyheder. Vi fortæller om de ting, der betyder noget for dig, og vi glæder os til at gøre en forskel i din hverdag og din viden om, hvad der foregår i lokalområdet.

Og ja, vi ved godt, at Egedal i forvejen dækkes af både andre lokale og regionale medier, både på tryk og digitalt, så hvad skal du egentlig med endnu et medie?

Vi oplever, at der mangler et sted, hvor der er fokus på de sager, der fylder hos de helt almindelige borgere og som ikke er begrænset af den plads, der er til rådighed i de trykte medier. I EgedalPosten er der plads til både de helt små lokale historier og de store nyheder. Historier, der binder os sammen og historier, der gør os klogere på os selv og hinanden.

Der er plads til alle, der har noget på hjerte – vi lægger gerne spalteplads til den lokale debat og deltager også selv i den. EgedalPosten er et uafhængigt lokalmedie: Vi har ingen tilhørsforhold til politiske partier, foreninger eller virksomheder. Vi tager fuldt ansvar for vores indhold og retter altid, hvis vi kommer til at begå en fejl – og så er vi i øvrigt tilmeldt Pressenævnet og underlagt medieansvarsloven.

Men først og fremmest er alt vores indhold ganske gratis at læse; vi har ingen betalingsmur og ingen halve artikler med krav om at købe et abonnement for at læse resten af indholdet.

EgedalPosten drives på frivillig basis og finansieres af de annoncer, du ser på siden. Derfor vil vi også varmt opfordre dig til at slå din adblocker fra på egedalposten.dk. Det er nemlig din bedste garanti for, at du kan blive ved med at få gratis, uafhængige og lokale nyheder fra Egedal.

I EgedalPosten fokuserer vi på de emner, der rører sig på lokalområdets sociale medier og i køen i supermarkedet. Altså den slags oplevelser og lokale sager, der gør os som borgere glade, sure, skuffede og forundrede – og ikke mindst den slags sager, der ellers aldrig rigtigt får opmærksom fra de større mediers travle journalister, der har travlt med at dække vigtigere ting.

Vi glædes sammen med de lokale foreninger, der samles om spændende fællesskaber, vi undersøger de ting, der for nogen gør hverdagen mere besværlig, end den burde være og vi fortæller om livet i Egedal.

Slip for overraskelser

Vi har også til formål at gøre opmærksom på nogle af de mindre sager, der ellers bliver overset i forbifarten – måske fordi de ligger gemt godt væk på kommunens hjemmeside som en høring eller optræder som et lidt uforståeligt punkt på et udvalgsmøde en sen aftalen på rådhuset.

Nogle af den slags sager har det nemlig med en dag at vokse sig til ting, der pludselig fylder i hverdagen for den travle familie, der bliver fanget i et kæmpe vejarbejde i morgentrafikken, en planlagt cykelsti der bliver droppet eller et fjernvarmedepot, der dukker op i baghaven.

“I EgedalPosten er der plads til både de helt små lokale historier og de store nyheder. Historier, der binder os sammen og historier, der gør os klogere på os selv og hinanden”.

Rasmus Udsholt, redaktør

Rasmus Udsholt

Sådan får du fat i os

EgedalPostens redaktør er journalist Rasmus Udsholt, der er født og opvokset i Ganløse og har boet i både Stenløse og nu i Ølstykke, hvor han bor med sin familie. Mediet drives frivillig og på 100% fritidsbasis og derfor vil det heller ikke være muligt at dække alle de historier, der findes her i vores dejlige område. Vi kan heller ikke love en lynhurtig tilbagemelding på hver henvendelse.

Du skal dog ikke holde dig tilbage fra at kontakte os, hvis du har noget, du synes, at vi burde kigge nærmere på. Du finder vores kontaktoplysninger her – og samme sted kan du i øvrigt også sende os et læserbrev, hver gang du har noget på hjerte.

Vi glæder os til at høre fra dig – og til at gøre en forskel i din hverdag!

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.