For første gang i Egedal Kommunes historie er en borgersamling blevet nedsat. 36 lokale borgere skal over de kommende måneder hjælpe byrådet med at tackle udfordringerne ved de stigende regnmængder.
Egedal Kommune modtog mere end 500 tilmeldinger fra borgere, der ønskede at tage del i borgersamlingen. En lodtrækning har sikret, at de 36 deltagere repræsenterer kommunens mangfoldighed – på tværs af geografi, alder, køn, boligforhold og uddannelsesbaggrund.
“Det er imponerende, hvor stor interessen har været. Borgernes viden og perspektiver er afgørende for, at vi kan træffe de bedste beslutninger om klimatilpasning”, siger borgmester Vicky Holst Rasmussen (S).
De borgere, der ikke blev udvalgt, har stadig mulighed for at bidrage til processen. Kommunen opfordrer dem til at deltage i et åbent borgermøde den 22. april 2025 og til at komme med input via borgersamlingens hjemmeside.
Lokal tilpasning til globale udfordringer
Klimaforandringerne skaber nye krav til Egedals infrastruktur, især i Ølstykke-Stenløse, hvor de første klimatilpasningsprojekter skal finde sted. Kommunens afløbssystemer har svært ved at følge med de stigende regnmængder, og det stiller krav til nye løsninger, der balancerer hensyn til mennesker, natur og miljø.
Med rådgivning fra fagfolk og eksperter skal borgersamlingen give deres bud på, hvordan klimatilpasningen bedst kan udføres. Resultatet bliver et sæt anbefalinger, som byrådet vil tage stilling til senere i 2025.
Demokrati i praksis
Borgersamlingen er en del af en større demokratisk indsats i Egedal Kommune, der ønsker at inddrage borgerne aktivt i beslutningsprocesserne. Ifølge borgmesteren handler det om at gøre løsningerne så forankrede som muligt i lokalsamfundet:
“Vi skal sikre, at klimatilpasningen ikke kun er noget, vi beslutter fra rådhuset, men noget, vi skaber sammen med borgerne”, siger hun.
Med startskuddet den 25. februar 2025 og fem planlagte samlinger henover foråret, bliver borgersamlingen forhåbentlig et vigtigt skridt mod en fremtidssikret kommune.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på
Hvad synes du?





