Tryk på "Enter" for at springe over

Jens Skov gør klar til kamp om en plads i Folketinget: “Jeg kender velfærden fra hverdagen”

Efter mange år i maskinrummet i Egedal vil 1. viceborgmester Jens Skov nu tage erfaringen med de lokale budgetter med til Christiansborg ved det kommende Folketingsvalg. Det afgøres netop i disse uger, hvor på stemmesedlen han kommer til at optræde – blandt andet i selskab med SF-profilen Jacob Mark, der gør comeback i dansk politik.

Når budgetterne i Egedal skal lægges, og enderne skal mødes i alt fra skoleklasser til ældrepleje, mærkes konsekvenserne af de store beslutninger fra Christiansborg direkte i hverdagen i Smørumnedre og Ølstykke. For 1. viceborgmester Jens Skov (SF) er det netop denne kobling, der får ham til at gå efter en plads i Folketinget. Han har været en del af byrådet siden 2017 og oplever ofte, at staten sender nye opgaver ud til kommunerne, uden at pengene følger med:

“Jeg stiller op, fordi velfærd mærkes lokalt, men rammerne sættes på Christiansborg. I byrådet sidder jeg med konsekvenserne af beslutningerne hver dag – budgetter, prioriteringer og det, der faktisk virker i praksis. Den erfaring vil jeg tage med ind i Folketinget, så kommunerne får frihed og ordentlige rammer til at levere velfærd”, fortæller Jens Skov til EgedalPosten.

Blandt mærkesagerne fylder de unge og folkeskolen mest. Jens Skov mener, at trivselskrisen er meget tydelig i de lokale klasser og klubber, og han kæmper for færre elever i klasserne og mere støtte til de lærere, der står med inklusionsopgaven.

Samtidig vil han have stoppet de evige spareøvelser på ældre- og handicapområdet. Han peger på, at der er brug for mere tillid til de ansattes faglighed frem for mere kontrol og dokumentation.

Urafstemning mod politisk sværvægter

SF i Nordsjælland er netop nu i gang med en urafstemning, som kører frem til 1. marts. Her skal medlemmerne af partiet i Nordsjælland bestemme rækkefølgen på kandidatlisten, efter at den hidtidige spidskandidat, Peter Westermann, har trukket sig i starten af februar for i stedet at blive statsrevisor og udvalgsformand i Danske Regioner:

“Jeg håber på en urafstemning med høj deltagelse blandt medlemmerne. Det vigtigste er, at vi kommer ud som et stærkt hold, der kan løfte SF i hele Nordsjælland – for det er holdet, der vinder mandater”, siger Jens Skov, der vil tage sine lokale erfaringer med ind i landspolitikken:

“Jeg stiller op, fordi jeg vil have et Danmark, hvor fællesskabet betyder noget i praksis – i daginstitutionen, i skolen, i sundhedsvæsnet og i ældreplejen. Og fordi jeg tror på, at politik stadig kan være anstændigt: klare prioriteringer, respekt for hinanden – og resultater, der kan mærkes. Stem på mig, hvis du vil have en kandidat, der kender velfærden fra hverdagen – og som vil flytte magt og midler, så kommunerne kan levere det, SF står for”, skriver han blandt andet i sin kandidatprofil i forbindelse med afstemningen.

SF’s kandidater i Nordsjælland til det kommende Folketingsvalg

Jacob Mark
Marianne Bigum
Anja Rosengreen
Emil Nielsen
Anna Poulsen
Stina Egedius Miller
Elias Julius Binggeli
Jens Skov

Urafstemning om spidskandidat og den øvrige rækkefølge på listen er netop nu i gang blandt medlemmerne af SF i Nordsjælland og kører frem til 1. marts. Læs mere om kandidaterne her.

I urafstemningen er Jens Skov oppe imod markante navne, hvoraf den allermest kendte profil er 34-årige Jacob Mark, der netop har meddelt, at han gør comeback til politik efter en pause. Jacob Mark fik en kometkarriere i SF efter valget i 2015, hvor han blev gruppeformand, og har også været børne-, undervisnings- og medieordfører i Folketinget. Han stoppede dog i politik og udtrådte af Folketinget 1. december 2024 for at arbejde i det private erhvervsliv, men går nu til valg på hjertesager som minimumsnormeringer og børns trivsel, hvilket flugter med Jens Skovs egne mærkesager:

“Jeg ser Jacob Marks opstilling som en gevinst for SF i Nordsjælland. Han er en stærk profil med erfaring og et tydeligt fokus på børn, unge og den grønne dagsorden, noget som jeg også kæmper for – og det kan give os mere synlighed og momentum i valgkampen”, siger Jens Skov.

Håber på to mandater

Ved Folketingsvalget i 2022 fik SF valgt én kandidat ind i Nordsjælland, men partiet står stærkt i målingerne lige nu. Jens Skov håber derfor på, at der denne gang er plads til flere lokale stemmer i Folketinget, og at Jacob Marks kandidatur kan hjælpe med at trække ekstra mandater til storkredsen.

“Ved sidste valg fik SF ét mandat i Nordsjællands Storkreds. Nu står SF stærkt nationalt i målingerne, og med en stærk kandidatliste – inklusive Jacob Mark – tror jeg på en god fremgang. Målet må være at holde mandatet og give os selv en reel chance for at gå efter to”, vurderer Jens Skov.

Sidste folketingsvalg foregik den 1. november 2022, og næste folketingsvalg skal derfor afholdes senest 31. oktober 2026. Lokalt har Moderaternes Charlotte Haagendrup også for nylig meddelt, at hun stiller op som kandidat til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.

Jens Skov SF
Jens Skov

Bopæl: Smørumnedre i Egedal Kommune
Privat: Bor med Jeanette og er far til Mads på 24 og Emil på 22
Erhverv: Arbejder til daglig som IT-arkitekt
Politik: Byrådsmedlem for SF siden 2017 og nuværende 1. viceborgmester
Historik, Folketingsvalg: Fik 351 stemmer ved folketingsvalget 1. november 2022